Blokhus

Karma i klipklapperne

 | FOTO: Presse
Pop-up dansefest i Blokhus

Karmaklubben er ikke, som navnet måske leder tankerne hen på, noget hippieagtigt mystik. Der er tale om en bevægelse, som københavnske Lone Rasmussen startede for en del år siden, da hun var træt af nattelivet i hovedstaden og den ensformige musik, hvor dansegulvet først blev fyldt efter midnat. Selv elsker hun at danse og at være i et glad fællesskab sammen med andre og gerne fra kl. 20, hvor andre end natteravne kan være med. Karmaklubben handler ganske enkelt om at lave en stor fest med dejlig musik, gode drinks og plads til alle mennesker, som elsker at danse og hygge sig i baren. Lone Rasmussen understreger derfor kraftigt, at Karmaklubben er for alle, uanset alder og køn. Faktisk er aldersspredningen meget stor til klubbens arrangementer, oplyser hun. Det handler om at tage ja-hatten på og dele danseglæden med hinanden.

Den helt store dansefest i Blokhus

24. juli i uge 30 er der lagt op til sommerens helt store pop-up dansefest i Blokhus, nærmere betegnet på KunstCaféen. Lone Rasmussen siger, at der ikke er tale om nogen singlefest, selvom singler naturligvis også er velkomne. Faktisk er det en god idé at tage konen, kæresten og kollegaerne med, da en dansefest i Karmaklubbens regi er at sammenligne med de familie- og firmafester, som nogle måske savner. Hun understreger i øvrigt, at hun er meget glad for den gode modtagelse med åbne arme, som Karmaklubben har fået i lokalområdet, med stor opbakning fra bl.a. både KunstCaféen og Feriepartner Blokhus. For os er det nemlig en hjertesag at bidrage positivt til lokalområdet til glæde for både fastboende, turister og erhvervslivet, siger Lone Rasmussen.

Nye perspektiver til en god sommer

Sidste år havde Karmaklubben stor succes i Skagen. Derfor har man i år valgt en tour i Nordjylland med start i Ebeltoft og videre til Cold Hawaii i Thy. 24. juli lander festarrangementet som sagt i Blokhus, mens touren slutter i Skagen 26. juli. Karmaklubbens dansefester er uhøjtidelige med den umiddelbare glæde og det umiddelbare menneskelige fællesskab på tværs af alder, køn og alt muligt andet som drivkraft. At samle danseglade folk, som har lyst til at sætte sig selv i eventyrgear og skabe en god sommer, uanset vejr og vind, er bare sagen. -Karma i klipklappere giver ganske enkelt nye perspektiver og indspark til en rigtig god sommer, lyder det afsluttende fra Lone Rasmussen, der glæder sig til at se et stort antal danse- og sommerglade mennesker på KunstCaféen onsdag den 24. juli. Dørene åbner kl. 17.30, hvor der er mulighed for at bestille bord til et lækkert måltid mens dansefesten starter kl. 20.

Billetter kan købes på karmaklubben.dk

Læs om fantastiske oplevelser og events