Ny mulighed for at holde ferie i naturen uden at slippe alt luksus
– Har du lyst til at komme ud, hvor der er ro og fred og højt til himlen. Lyst til at sove i det fri, men uden at det er midt ude i en skov.
Tæt på natur og nødvendigheder
Så er den nye Blokhus Outdoor Hotel & Camp på Kystvejen mellem Hune og Rødhus på vej med flere gode muligheder for at komme nærmere naturen uden at skulle give afkald på basal luksus som adgang til bad og toilet.
Det er Inge Vestergaard og Karsten Jepsen, som også ejer Blokhus By Camping, der er ved at ombygge den tidligere Blokhus Klit Camping til en plads, der byder naturen inden for.
Bålhytte, højbede og geder
Det sker med plads til ikke alene camping, men også udlejning af særlige shelters samt store telte, hvor man kan stå oprejst – og så er pladsen ved at få bygget en ny stor bålhytte samt anlagt højbede som køkkenhave, hvor børnene kan hive gulerødder op ad jorden og klappe gederne eller lege med kaninerne.
– Traditionel camping fungerer fint, men mange mennesker vil gerne ud i naturen og stadig bevare lidt luksus. Her giver vi dem en chance for at stå op til fuglesang og mødet med et dådyr, når de åbner døren. Her er rigtig meget vildt, siger Inge Vestergaard.
Hytter bliver til shelters
Hytterne på pladen er ved at blive skrællet indvendigt, så de bliver bygget om som lukkede shelters.
Der kommer en dobbeltseng, en sofa og et tekøkken, og der er en varmekilde, men meningen er, at man skal have sine striksweater og uldsokker med hjemmefra, hvis det er koldt.
– Indretningen bliver som et hotelværelse, og man behøver ikke tænde bål for at få kaffe som i et shelter, men kan bruge tekøkkenet. Der er mulighed for at tilkøbe morgenmad, og der er ikke langt til toilet og bad, fortæller Inge Vestergaard.
På bagsiden af de seks shelters på hver 15 kvadratmeter mod vest kommer der palle-sofaer, så man kan nyde solnedgangen med et glas vin.
Outdoor bedrooms
Desuden bliver pladsens fire mindste hytter ombygget til outdoor bedrooms med kun soveværelser samt en grejkasse med primus og kogebog.
Endelig kommer der 20 kvadratmeter store telte med plads til to til fire personer med rigtige senge.
Oplevelser med Vest Event
Gæsterne bliver også tilbudt oplevelser sammen med Vest Event, der arrangerer ture i skoven, mad på bål eller udflugter i Landrover langs kysten.
Men selve campingpladsen skal også ændres.
Flere kroge og snoede veje
– Vores lange veje bliver snoede, og vi lader græsset gro og får mere buskads, så der er mere plads til vildtet og insekterne. Vi har mange læhegn, men mangler de små kroge. Det sker i samarbejde med Greenkeeper Jepsen, fortæller Inge Vestergaard.
Og det er planen, at de nye overnatningsmuligheder kan lejes fra åbningen af pladsen 11. april.