Klumret Klummeforfatter
Hvad skulle jeg dog have gjort uden dem?
Tænk engang, alle de små og store oplevelser, som vi deler med hinanden
Det kan være en aften sammen i ’strikkeklubben’, her er det vigtigste absolut ikke strikketøjet – ja mange gange, strikker man jo slet ikke i de klubber. Det er mere den hyggelige snak over en kop kaffe, hvor alle ugens oplevelser – både de gode og de mindre gode – bliver flittigt diskuteret. Og man bliver ligesom nulstillet og klar til at ta’ fat på næste uge med alle dens gøremål. Og man finder ud af, at livet er, som det nu engang er. Det er ikke blot en dans på roser, men veninderne er med til, at man nemmere accepterer tingene som de er, og man finder lige som ud af, at der næsten altid er nogen, som har det værre eller bedre end én selv. Derfor er det vigtigt, at vi knytter bånd og venskaber. Der er nogle veninder, man deler alt med, og de kan komme med gode råd, et opmuntrende ord eller slet ingenting, og man forstår og accepterer hinanden og hinandens forskelligheder. Man kan være sig selv, og ikke lægge bånd eller mundkurv på. Hun må meget gerne kigge forbi derhjemme, uden at man føler, man først skal stå på hovedet, for at få alt til at fremstå som om, at man har styr på det hele. Det gør slet ikke noget, at der ikke lige er blevet tørret støv af, støvsuget og at vinduerne seriøst trænger til en omgang, for nu ikke at tale om frisuren, eller alt det andet som halter lidt bagud. Der kommer ingen anklagende blikke, kun opmuntrende ord samt måske bekymring. Hun er en form for åndelig sparringspartner. Måske er det nok med en samtale over telefonen. Vi har alle brug for at have nogen at dele livet med, ud over den nærmeste familie. Men vi kvinder er nu også rigtig gode til at skabe bånd til hinanden. Vi er ikke sene til at opfinde en shopping tur, fitnesscentertur, biograftur, modeshowstur, ud og spise tur, blomsterdekorationstur, havevandtingstur, loppemarkedstur, galleritur eller weekendtur og vi elsker det!
Og det skal vi altså have lov til. For så er vi også meget nemmere at være sammen med..