Onsdag aften giver Corioso og Klokkerholmkoret koncert i Hune Kirke
Den traditionelle julekoncert byder i år på to spændende oplevelser.
Corioso er et flerstemmigt rytmisk kor med 16 medlemmer under ledelse af Torben Warncke.
Koret startede under Pandrup Kommunes musikskole som et ungdoms- og voksenkor i 1997 og en del af kormedlemmerne har været med i alle årene.
Det er også blevet til utallige koncerter gennem årene. Koret har deltaget i Livøfestival og Løgstør Jazz, har givet koncerter på Galleri Munken samt ved øvrige kulturelle arrangementer – herunder blandt andet Huset i Aalborg. Herudover har koret sammen med lokale bands og musikere afholdt fælles musikarrangementer.
Klokkerholmkoret er et blandet folkekor med 27 år på bagen. Koret startede i sin tid med Peter H. Andersson som dirigent og var på et tidspunkt et større kor med 40-50 sangere.
– Vi er så heldige, at vi på trods af vores kun ca. 20 aktive sangere i dag har en god fordeling på stemmerne, fortæller Line G. Jensen fra koret.
Klokkerholmkoret synger hovedsagelig rytmiske satser, som koret indøver hver onsdag aften i konfirmandstuen i Klokkerholm under Line G. Jensens strenge ledelse.
– Vi ser frem til at gense og synge i Hune Kirke, hvor vi deltog i en dejlig og hyggelig julekoncert for to år siden.
Koncerten starter kl. 19.00 og der er gratis entre.