Hele weekenden, 14.-15. oktober 2023 fra kl. 10-17, er kunsten i fokus i Kulturhuset Blokhus.
Der vises et bredt og varieret udvalg af kunst i husets mange festsale, og det hele er arrangeret af Lions Club Hvetbo & Lions Pandrup i samarbejde med Kulturhuset Blokhus.
Fernisering
Lørdag 14. oktober afholdes der fernisering.
Kl. 10.00 bydes der velkommen og kommunalpolitiker Helle Bak Andreasen er inviteret til at holde åbningstalen. Herefter er det de ca. 40 udstillere, der fremviser et væld af kunstformer med varierende stilarter.
På kunstudstillingen er det også muligt at købe kunstlodder til 50 kr. pr. stk. På baggrund af de solgte lodder udloddes der 40 flotte kunstværker søndag kl. 16.00.
Et vellykket samarbejde
-Det er med stor glæde, at vi har fået etableret et samarbejde med Kulturhuset Blokhus og kan præsentere Kunst i Blokhus. Kunstnerne får et flot udstillingsvindue og får glæde af de mange gæster, der kommer i efterårsferien, og Kulturhuset får besøgende og har samtidig nogle rigtig flotte faciliteter, der kan danne ramme om udstillingen, siger Søren Smalbro. Han er kasserer i Lions Club Hvetbo og involveret i at sælge standene til kunstnerne.
-Med samarbejdet har vi fået skabt en synergi imellem os to, og det er da fedt, når vi kan få sådan noget op at stå.
Vi håber at alle, der besøger udstillingen, vil blive begejstrede af kunstnernes kreationer og måske også føle sig fristet til at eje nogle af de udstillede værker, siger Søren Smalbro. Det er der i hvert fald mulighed for, men det er dog ikke med det for øje at udstillerne kommer, men mere for at fremvise, hvad de kan.
Begivenhedsrig weekend
-Vi ser frem til en begivenhedsrig weekend, fortæller indehaver af Kulturhuset Blokhus John Andersen og pointerer, at adgangen til kunstudstillingen inde i Kulturhusets selskabslokaler er gratis. Er man på besøg, så kan man benytte lejligheden til at få endnu en kunstoplevelse ved at se de imponerende sandskulpturer opført i temaet H.C. Andersens Eventyr. I arkaden i parken er der også udstillet kunst, og i velkomstbygningen er der også mulighed for at besøge den store kunstbutik, hvor der er et bredt udvalg af kunst for enhver smag. Til besøg udenfor i Skulpturparken er der dog almindelig entrégebyr denne weekend.
Hos Kulturhuset Blokhus vil det ligeledes være muligt at købe mad og evt. nyde det i den hyggelige café eller i det smukke orangeri, hvor der er udsigt til parken.
Støt det gode formål
Lions Club er en verdensomspændende velgørende organisation, der har til opgave at støtte humanitære lokale, nationale og internationale formål, og de er gået ind i det her samarbejde, for at kunne udlodde midler til velgørende formål. Lions Club har flere lokale aktiviteter herunder bl.a. julelotteri og loppemarkeder i Saltum, og kunstudstillingen er endnu en aktivitet, der har samme formål.
-Ethvert overskud af festivalen doneres til velgørende formål, så jeg håber der er mange, som vil besøge Kunst i Blokhus. Udstillingen blev afholdt med succes for første gang sidste år, og foreningen oplyser at de allerede har besluttet, at det skal være en fast tradition hvert år i weekenden op til efterårsferien.
-Et bevidst og velvalgt tidspunkt, da der altid er mange der besøger området på denne tid af året, afslutter Søren Smalbro.
Det kan du blandt andet opleve til Kunst i Blokhus
På udstillingen kan du gå på opdagelse iblandt en lang række spændende kunstnere og kunsthåndværkere.
Nedenfor er en lille forsmag på, hvad der venter.
Mød bl.a. Alain Narciss på stand 1, der oprindeligt kommer fra Schweiz, men nu er bosat i Århus. Han laver skulpturer i bronze og messing og søger inspiration i sin fantasi, det der sker omkring ham og i verden samt igennem samtaler og naturen.
På stand 13 viser Gabriella Jørgensen sin glaskunst. Med Kærlighed, fascination og inspiration til og fra den smukke natur langs de Nordjyske kyster samt himmel og hav slippes hendes kreativitet og fantasi løs til unika skulpturer, relieffer, fade mm.
Annette Holm Frandsen finder du på stand 5.
Annette Holm Frandsen leger med stærke farver, der bringer fantasi og spontane figurer frem i hendes værker. – Det gør mig glad, og når glæden deles af andre, så er mit mål nået til fulde, fortæller hun.
Har du en passion for smykker, så finder du på stand 34, Lisbeth Larsen. Hun laver bl.a. smykker med danske strandsten, som oftest findes ved Vesterhavet. Arbejdet med strandstenene er særligt, da de på forhånd er formet af naturen. Derudover arbejder Lisbeth Larsen også med glas og sølv, der giver muligheder for forskellige formgivninger.
Herudover kan publikum glæde sig til at se forskellige typer af keramik, fine art, smukke malerier og billeder, kunstfoto, unika design samt skulpturer i forskellige materialer mm.
Se kunstnerkatalog med præsentation af alle kunstnere.
Der er gratis adgang til kunstudstillingen.
Til Skulpturparken betales der almindelig entré.
Der kan købes forplejning i Kulturhuset og Skulpturparken.