Det sker

Kunst i påsken i Blokhus

Årets Blokhus Æg og kunstmarked

Påsken i Blokhus byder ikke kun på forår og friske vinde fra Vesterhavet. Byen danner også rammen om en række kunstneriske og kreative oplevelser for hele familien. Som en del af Blokhus Påskefestival præsenteres endnu et kapitel i den populære æggetradition, når årets Blokhus-æg afsløres ved Redningsstationen.

Ægget er, ligesom de tidligere år, skabt af lokale psaligrafi-kunstner Bit Vejle, stifter af Museum for Papirkunst. Årets motiv byder på fine detaljer og stemningsfulde fortællinger fra livet ved Vesterhavet og inviterer til fordybelse for både børn og voksne.

Som noget nyt kan gæster i år deltage i en online quiz med spørgsmål om de nu fem Blokhus-æg, der er placeret rundt i både Blokhus og Hune. Quizzen bliver samtidig en oplagt anledning til at gå på opdagelse i området og finde de tidligere æg, som tilsammen skaber en kunstnerisk rute gennem byen.

Påsken markerer også starten på mere leg med påskeæg. Børn kan gå på skattejagt efter 100 pastelfarvede æg, som er gemt rundt omkring i Blokhus, Hune, på Gateway-området og på stranden. Æggene kan findes hele døgnet, og finder man et, kan det byttes til en præmie hos Ny Form i Blokhus. For at give flest muligt chancen er der en begrænsning på to æg pr. barn.

Kunstmarked

Søndag den 29. marts fortsætter de kreative oplevelser på Blokhus Torv, hvor kunst-, krea- og designmarkedet Håndlavet & Håndværk fylder et stort telt med inspirerende stande. Her kan besøgende møde kunstnere og håndværkere, der udstiller og sælger deres egne unikke produkter – lige fra kunst og brugskunst til smykker og design.

Under markedet skabes der en hyggelig stemning, når Ulrik Sørensen, kendt fra Romhandleren, leverer livemusik på torvet. Med guitar og velkendte toner danner han en stemningsfuld kulisse for en dag fyldt med kreativitet, forår og ægte påskehygge i Blokhus.

Flere nyheder