Kunstner Jetsmark Skole
Nyheder

Kunstner fundet

Kunstner fundet til at skabe et kunstværk til ny skole i Jetsmark.

Kunstudvalget på Skolecenter Jetsmark stod overfor en svær beslutning, da udvalget skulle udvælge en kunstner, som med input fra skolens elever skal skabe et kunstværk, der passer til den nye skoles visioner og design. Der var nemlig indkommet overvældende mange, spændende, flotte og innovative forslag fra professionelle kunstnere og amatørkunstnere.
Valget er faldet på Frida Stiil Vium
Udvalget har gennemgået de mange forslag og er kommet frem til, at streetkunstneren Frida Stiil Vium skal stå bag kunstværket til den nye skole i Jetsmark. Frida Stiil Vium står bl.a. bag et værk ved Limfjordsbroen samt værker i Brooklyn og Sverige.

”Fridas kunstneriske udtryk og egenart er et farverigt, eventyrligt og drømmende univers som vil blive en fin kontrast til den rå, naturlige arkitektur på den nye skole. Samtidig har hun valgt at tage udgangspunkt i temaet ’drømme’, og den tanke kunne vi godt lide. Drømme er vigtige for alle. Det er det, der motiverer og engagerer os i vores eget liv. Hvilket tema kan passe bedre til en skole?”
Formand for Børne- og familieudvalget og medlem af Kunstudvalget, Susanne Møller Jensen.

En tradition er tænkt ind

Frida Stiil Viums forslag indeholder idéen til et dynamisk værk, som kan danne baggrund for en ny fin tradition for eleverne på Skolecenter Jetsmark. Nemlig at udvalgte elever hvert år inviteres til at skrive deres drømme på et afgrænset område, som dermed bliver et dynamisk kunstværk.

Kunstværket skal stå færdigt senest 1. august 2023 og vil blive præsenteret ved den officielle åbning af skolen, som bliver en skole med plads til over 600 elever fra 0.-9. klasse. Udover at være en skole skal bygningen fungere som et lokalt kulturcenter og være ramme for et væld af aktiviteter, kulturformidling, musik og underholdning.

Læs om fantastiske oplevelser og events