Kurt Bruun har fart på både i arbejds- og i fritiden. Men stress er et fremmedord for ham.
Kurt Bruun er en travlt optaget mand, men kender ikke til stress. Han har nemlig hjertet med i alt, hvad han laver og elsker alle sine mange gøremål, hvad enten der er tale om arbejde eller om fritid. Arbejdet først.
Den 64 årige Kurt Bruun stammer fra Sindal-egnen og er oprindeligt uddannet tekniker. Arbejdet som teknisk uddannet førte ham til Herning, hvor han i 4 år arbejde inden for det tekniske område. Han blev dog mere og mere klar over, at han hellere ville arbejde med mennesker end med teknik. Det førte ham tilbage til Nordjylland, hvor han bød ind på den ledige stilling som værkstedsleder, som Henning Tidselbak averterede med. Han fik jobbet, og det blev starten på rigtig mange år i Pandrup. Senere har Kurt Bruun i årenes løb fungeret som værkstedschef og senere servicechef. Da han nåede 50 års alderen, var det imidlertid blevet tid til at foretage et ”brush up”, hvorfor Kurt Bruun gennemførte en såkaldt mini MBA – en uddannelse som ”Master in business administration”. Det er en ret så krævende uddannelse, som bygger op over de kompetencer, han allerede var i besiddelse af.
Elsker kontakten med kunderne og samspillet med andre i fritiden
De seneste 14 år har Kurt Bruun arbejdet som kundechef, og han elsker kontakten med kunderne, som giver ham meget. Det med menneskekontakten fører direkte over i Kurt Bruuns aktive fritidsliv. Han er en kendt og respekteret formand for Saltum Trim, som også det legendariske Blokhus Marathon er en del af. Af andre cykelløb, som Kurt Bruun står bag, er Saltum-klassikeren hvert år i november måned, ligesom han er aktiv som teknisk arrangør af Beierholm MTB, som firmaet afholder hvert år for deres kunder. Kurt Bruun er ikke blot manden bag mange cykelløb. Han er skam også selv særdeles personligt aktiv, når det gælder at træde i pedalerne. Han cykler fast 3 gange ugentligt, og i Påsken gik cykelturen sammen med et par venner fra Pandrup til Viborg t/r – en stykke ad vejen ad den gamle jernbanelinje, som er en del af hærvejen. Da de var hjemme igen, havde de gæve gutter cyklet ikke færre end 221 km.
Den smukke nordjyske natur betyder meget
Også dette at gå på jagt har Kurt Bruuns hjerte. At være aktiv jæger går således op i en højere enhed med en stor kærlighed til at færdes i den smukke nordjyske natur. – En stor indsats inden for Lions Club Hvetbo er det også blevet til. Sammen med købmand Richard Andersen fra Saltum startede de for ca. 19 år siden Lions Care julelotteri, der til dato har indbragt kr. 1,3 mio., som er uddelt til mennesker og formål med særlige behov. Formand i mere end 20 år for Pandrup Erhvervspark (tidligere Pandrup Industriby) er det ligeledes blevet til. Helt aktuelt er der sågar blevet tid til nogle få feriedage sammen med familie og nogle venner i Prag, hvor dagene blev nydt i 30 graders varme, så det var en solbrun herre, der tog imod i et mødelokale hos Service Center Gruppen på Hjulmagervej 15 i Pandrup Erhvervspark straks efter hjemkomsten.
Familien – en vigtig del af et godt liv
Apropos familie, så er Kurt Bruun gift med Anne, og parret har sønnen Christian, som er årgang 1989 og bor i Svenstrup, og datteren Isabella, der er årgang 1994 og bor i Hjørring. Endvidere er de blevet beriget med 3 børnebørn. Privat har Kurt og Anne siden 1980’erne boet på Klostermarken i Pandrup. De nyder at være så tæt på havet med kun 10 minutter til Blokhus og i det hele taget en pragtfuld afvekslende natur lige inden for få minutters rækkevidde.
Familiemennesket, naturelskeren, erhvervsmanden, motionisten, foreningsmanden og i det hele taget det altid aktive menneske har virkelig på alle måder fundet sit sted både rent geografisk og i familielivet, arbejdslivet og fritidslivet. Det hele går op i en harmonisk overordnet enhed i eksistentiel balance. Vi taler kort og godt om Kurt Bruun, hvis nogen skulle være i tvivl.