Kulissen er perfekt med stranden som ramme og havet som bagtæppe, når Thorupstrand endnu engang inviterer til Kutterfestival lørdag den 6. september. Det er som traditionerne foreskriver en festlig dag på stranden, hvor fiskeriet, kulturen og fællesskabet er i centrum. Festivalen er gratis at deltage i og byder på et varieret program med underholdning, aktiviteter, lokale råvarer og musik.
Marked, koncert og underholdning
Dagen starter allerede kl. 11, når råvaremarkedet åbner, og gæsterne kan gå på opdagelse blandt boder med lokale specialiteter. For børnene er der både ansigtsmaling og den populære sandslotskonkurrence, hvor de flotteste slotte kåres først på eftermiddagen. Derudover kan man opleve en redningsøvelse med Kystredningstjenesten, ligesom redningsstationen holder åbent senere på dagen.

En af festivalens højdepunkter er besøget af Onkel Reje, som med garanti vil samle både børn og voksne foran scenen. Der bliver også mulighed for at komme tæt på fiskeriet, når Jesper og Bo fra tv-programmet Gutterne på Kutterne åbner dørene til deres blå kutter og fortæller om livet som fisker i Thorupstrand.
For de yngste er der mere at glæde sig til, når Sofies Store Fiskeshow inviterer børnene til at prøve kræfter med fisk og lære om havets spisekammer. Musikken spiller naturligvis også en stor rolle. Med dagens stemningsfyldte koncerter fra både KRYD og Patina er der masser af musikalsk underholdning, og samtidig sørger sømandskoret for en smuk afslutning på dette års festival, når de synger solen ned over stranden.

Udvalget af mad og drikke er bredt, og de lokale spisesteder står klar med alt fra fish and chips, fish dogs og nyrøgede fisk til surdejspizzaer, burgere og lækre stjerneskud. Dertil kommer strandbarer med kolde øl, vin og is til de varme sensommerdage.
Kutterfestivalen arrangeres af Thorupstrand Fiskehus i samarbejde med en række lokale partnere og afholdes direkte på stranden ved Thorupstrand. Gæsterne opfordres til at medbringe tæpper eller festivalstole samt god tålmodighed i forhold til parkering, for festivalen plejer at tiltrække mange besøgende.
Med andre ord er der lagt op til en fantastisk dag. Både store og små kan få en unik oplevelse lige i hjertet af det autentiske kystfiskerleje med de blå fiskekuttere, som Thorupstrand er så kendt for.





