Nyheder
imported

Kvindeløb hjælper misbrugte

For 6. år i træk arrangerer Lions Club Pandrup kvindeløb i Blokhus Klitplantage

 Onsdag d. 13. juni arrangerer Lions Club Pandrup kvindeløb i Blokhus Klitplantage.

Det er 6. gang man afvikler løbet der plejer at samle godt 300 løbere.

Der er mulighed for at deltage selv om man ikke er hurtigløber. Alle er velkomne og kan man ikke løbe er man velkommen til at gå de 5 kilometer. Flere har gjort det til en tradition at samle en flok piger – store som små – få lidt motion og så bagefter hygge sig med lidt mad og drikke.

Løbet starter fra Hune Skole, hvor løbet efter fælles opvarmning skydes i gang kl. 18.30. Der er præmier til de 3 første og som sædvanligt sponsoreret af lokale forretninger.

Ligeledes er der gratis frugt fra områdets supermarkeder.

Lions Club er en velgørende organisation, der ved arrangementer tjener penge til forskellige formål. Sidste års overskud gav klubben mulighed for at give Spastikerbørn og deres familier en dejlig søndag med ridning på Blokhus Ridecenter og svømning i Jetsmark-hallen.

Dette års overskud er øremærket til CISEM, Center for incestramte og seksuelt misbrugte. Centeret er beliggende i Nørresundby og drives af 4 frivillige. Lederen Erni Galgani udtrykker stor glæde over at Lions Club Pandrup vil støtte centret, da de er helt afhængige af økonomisk støtte fra fonde og donationer (yderligere informationer om centeret kan findes på www.cisem.dk).

Centeret giver de ramte mulighed for gennem terapi og støtte, at lære at leve med traumerne.

Tilmelding og yderligere oplysninger kan hentes på Blokhus Kvindeløbs Hjemmeside www.blokhuskvindelob.dk

 

Læs om fantastiske oplevelser og events