Tekst: Louise Kande – Foto: Presse
Da situationen vedr. COVID19 endelig kunne tillade det, åbnede Lanternen Blokhus – Byens Bar & Casino fredag den 5. juni. Stemningen var glad og munter ved genåbningen efter en gennemgribende og flot renovering. Egentlig skulle dørene åbnes klokken 15.00, men allerede et kvarter før, var de første gæster ankommet og havde sikret sig pladser på den nye terrasse og indenfor i de nyrenoverede lokaler. – Det har pyntet at få shinet lidt op og lokalerne har fået nyt liv. Vi har haft som mål at kunne udvide kundegruppen, så den også omfatter fra 25 år og op. Det skal være sådan, at når en familie kommer gående forbi, så kommer de herind og får en drink – måske en let anretning, fordi de synes, her ser hyggeligt og ordentligt ud, siger John Andersen.
Byens bar & Casino
John Andersen ser frem til en god sommersæson. – Det bliver bare godt. Vi er ét af byens ældste værtshuse, og det skal vi være bedre til at slå på. Der er kommet mere miljø på terrassen, vi har sat nyt hegn der sikrer bedre læ, der er nymalet og kræset for detaljerne og pynten. Folk skal kunne komme herind og få en super service og mærke hjertevarme i maritime omgivelser. Og så er der happy hour hver dag mellem kl. 15 og 17 med dobbelt up til samme pris, pointerer John Andersen, der dog ikke har haft mulighed for at åbne den sidste del af Lanternen. – Som situationen ser ud lige nu, så tillader myndighederne ikke, at vi må have åben for afdelingen med gevinstgivende spillemaskiner. Men når det igen er tilladt, åbner vi naturligvis også denne del.