Værtshusejer Torben Christensen har sommeren igennem forsøgt at leje Lanternen ud i Blokhus. På trods af, at det ikoniske værtshus fra 1971 er et populært samlingssted i byen, så er det desværre ikke lykkedes at finde en lejer endnu.
Nu griber han til alternativer og håber, at han i stedet kan finde en køber til ejendommen.
Lanternen, er et af de få tilbageværende brune værtshuse. For et år siden købte han det af ejendomsinvestor John Andersen. Da Torben Christensen overtog stedet, gik han straks i gang med en omfattende ombygning.
Værtshus har igennem årtier været et af byens samlingspunkter, og her i hjertet af Blokhus er der igennem mange år blevet skabt værdifulde minder i de nostalgiske rammer.

Alt omkring værtshusdelen og de unikke historiske rammer står uforandret. Men baglokalerne har fået en omfattende renovering. Der er bl.a. etableret nyt køkken, lager og toiletfaciliteter til personalet. Alt i alt er bygningen på 298 m2 med et serveringsareal på 167 m2 – godkendt til 149 gæster.
Derudover inddækket udendørs område med plads til 50 gæster og et tilhørende grundareal på 608 m2.
-Jeg har brugt rigtig mange midler på at få opdateret huset, fortæller han og fortsætter: Lanternen fremstår i dag i yderst god stand, og det er både perfekte og velfungerende rammer, som en ny ejer eller lejer kan drive sin forretning fra.

Den rette er dog ikke dukket op endnu:
-Det er ærgerligt, men der er jo ikke rigtig noget at gøre ved det. Den oplagte lejer eller køber er i mine øjne en person fra lokalområdet, der brænder for Lanternen og værtshusdrift, fortæller Torben Christensen.
Han fortæller, der har været en række henvendelser, men ikke den rette endnu.
Er man ikke parat til at købe ejendommen, som er sat til salg for 9.900.000 kr. kontant, så er det også stadig muligt at leje den for en årlig leje på 420.000 kr.
-Jeg vil helst sælge, siger indehaveren. Jeg synes det er den bedste løsning, så kan man selv sætte sit præg på stedet. Dernæst er jeg 74 år, har arbejdet siden jeg var 16 år, og nu har jeg egentlig mest lyst til at trække mig tilbage og nyde tilværelsen bl.a. i mit sommerhus i Blokhus.
Salgsmaterialet kan rekvireres hos erhvervsmæglerne Nordicals i Aalborg – Jens Eskildsen.



