I 2019 fulgte hele Danmark med, da Kjeld Pedersen stod i spidsen for den spektakulære flytning af Rubjerg Knude Fyr. Manden, der siden blev kendt som Murer Kjeld.
Om Niels Aakmann fra Blokhus ender med samme nationale berømmelse, må tiden vise – men én ting er sikkert: Han står i spidsen for et projekt, der allerede har vakt opsigt lokalt.
Den erfarne tømrer og entrepriseleder hos Byggefirmaet Keld & Johs har fået til opgave at opføre en ny version af det ikoniske Sømærke i Blokhus – et projekt, han selv kalder en enestående oplevelse.
– Det er ikke en opgave, man får hverdag, og det bliver formentlig en ”once in af lifetime”-oplevelse at være med til at bygge det nye sømærke, siger Niels Aakmann.
Det nuværende sømærke blev genopført i 2006 på initiativ fra Blokhus og Omegns Grundejerforening. Men de senere års kraftige storme har bidt sig ind i klitten og bragt det gamle vartegn i fare for at styrte i havet.
Derfor besluttede kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune i december 2024 at vedtage en ny lokalplan, der gør det muligt at bygge et nyt sømærke 20 meter længere inde i landskabet. Og arbejdet skrider planmæssigt frem – det nye sømærke ventes at stå færdigt i uge 27.
– Vi er ved at anlægge en gangsti op til Sømærket – den bliver to meter bred og får start mellem Fiskernes Hus og Strandkiosken. For enden af den nye boardwalk bliver der et 200 kvadratmeter stort plateau i klitterne, hvor man kan stå og nyde udsigten ud over havet, fortæller Niels Aakmann.
– Skagen er kendt for sin solnedgangsplads – nu får Blokhus også en plads, hvor man kan stå og kigge ud over vandet, siger han med et smil.
De 15 meter høje limtræsstolper ankommer om få uger, hvorefter de males i den karakteristiske røde farve. Når malingen er tør, bliver elementerne transporteret ned på stranden, hvor selve samlearbejdet finder sted.
– Det gamle sømærke bliver først fjernet den dag, at vi er klar til at rejse det nye. Det kommer til at foregå men en stor kran, som hejser det 15 meter høje vartegn på plads i klitterne, fortæller Niels Aakmann.
Og hvad siger han så til at blive kaldt Blokhus’ svar på Murer Kjeld?
– Det kan du godt sige, men jeg er jo bare Tømrer Niels, griner han.