Blokhus

Lokale smagsoplevelser på Råvaremarked

Borgerforening ser frem til sommerens markeder

Det er en fast tradition, at Hune-Blokhus Borgerforening hver tirsdag hen over sommeren inviterer alle gæster, turister og fastboende til det populære råvaremarked.
Markedet bliver holdt på Torvet i Blokhus hver tirsdag fra kl. 10.00 – 14.00 fra 27. juni og frem til og med 8. august.

 

Lokale specialiteter

Hele torvet er godt fyldt op med små boder. Markedet har deltagelse af mere end 30 stande, hvor der under de store markedsparasoller bliver handlet masser af lokale varer.
De mange gæster kan få smagsprøver og købe ind af de mange specialiteter, delikatesser og lokale råvarer.
Leverandørerne tilbyder alt fra friskopgravede grønsager, flotte bær, lokal brygget øl, friskmalet kaffe, saft og marmelade, gin, kød, brød og friske fisk. Der er et væld af tilbud, som både vil forføre og friste dine smagsløg. Men det er ikke kun spiselige oplevelser på markedet, for du kan også se nærmere på forskelligt kunsthåndværk.
-Det er meget eftertragtet at have en bod på markedet, og de mange indkøbsmuligheder tiltrækker også utrolig mange gæster, så der er en masse at gå på opdagelse i, oplyser Poul Andersen, formand for Hune-Blokhus Borgerforening.

Foreningen har arrangeret markedet i omkring 15 år og har haft stor succes med det.
– Det er en god måde at give turister og fastboende mulighed for at købe nogle gode lokale råvarer, og det er også en god måde for alle de lokale leverandører, at vise sig frem på og præsentere deres varer, fortæller Poul Andersen og tilføjer.

Læs om fantastiske oplevelser og events