Nyheder

Lokalt pengeinstitut styrker organisationen

Sparekassen Danmark har ansat flere rådgivere

Fra 1. juli 2023 er Rikke M. Madsen tiltrådt som ny afdelingsdirektør i Sparekassen Danmarks lokale afdeling på Bredgade i Pandrup. Sammen med Jonna Lyngholm og June Grøn Nielsen, som begge har en fortid i bankverdenen, udgør de det nyeste team i lokalafdelingen. Sammen med de øvrige 30 medarbejdere er de den største lokale afdeling og de rådgiver både privatkunder og lokale virksomheder med at nå deres individuelle økonomiske mål.

Fra lokalområdet

Den 46-årige Rikke M. Madsen er selv fra Pandrup, hvor hun har boet de sidste 23 år med familien. Hun er også engageret i det lokale foreningsarbejde, hvor hun er en del af Pandrup Bio og brugsforeningen. Hun kommer oprindeligt fra en stilling i Jyske Bank, men kom til den daværende Sparekassen Vendsyssel i 2016. Hun afløser Lars Stidstrup Larsen i stillingen, da han efter eget valg har ønsket at flytte til en afdeling i Aalborg. Rikke M. Madsen har kørt parløb med Lars S. Larsen i lokalafdelingen i Pandrup igennem en årrække, og det har hun været ovenud tilfreds med.

Hun har også indimellem haft sit virke i Saltum, hvor hun var afdelingsleder indtil den lukkede tilbage i 2021. Kræfterne blev efterfølgende samlet i Pandrup, hvor Sparekassen Vendsyssel også ændrede navn til Sparekassen Danmark.

Det lokale pengeinstitut har igennem årene opbygget en stor viden om lokalområdet. Med de seneste kræfter har vi fået etableret en stærk rådgivergruppe, hvor der er et godt mix imellem alder og køn, siger Rikke M. Madsen, og afslutter med, at de glæder sig alle til at servicere de mange kunder på bedste vis.

 

Læs om fantastiske oplevelser og events