Blokhus

Lokalt søskendepar kom først til verdens ende

Destination Blokhus har inviteret dem til at holde foredrag på Restaurant Nordstjernen 7. februar

Sidste år tog de to søstre Heidi på 48 år og Susie på 52 år en rask beslutning. De meldte sig til TV2’s konkurrence ”Først til verdens ende”. Eventyrlysten var vakt, efter at de havde set de to første udsendelser på TV. De meldte sig derfor til den tredje udgave af programmet og var blandt de 5 udvalgte par, der skulle dyste om at komme først til verdens ende. Heidi og Susie Rasmussen, der er født og opvokset i Hune, har begge familie, men havde samtidig en trang til at komme på en lang tur sammen for at få bagagen fuld af gode og unikke oplevelser. Blokhus Avis har talt med de to, inden de gæster Restaurant Nordstjernen 7. februar 2024 for at tage tilhørerne med på deres eventyrlige rejse.

Du kan mere, end du tror

De fortæller, at deres motto er: ”Du kan mere, end du tror!” Det gælder om at turde at leve sine drømme ud og prøve sine grænser af. Som bekendt præsterede de to søstre at vinde konkurrencen og var faktisk i mål 6 timer før det næstbedste par. Her ventede en kontant præmier på kr. 250.000 på de to gæve globetrottere, men den egentlige gevinst, som virkelig betyder noget, er ifølge søstrene de oplevelser, de to har fået med hinanden undervejs på den både krævende og inspirerende rejse frem mod målet.

Det hele begyndte på Københavns Hovedbanegård

Det hele begyndte 1. november 2022 på Københavns Hovedbanegård. Her fik de efter at have afleveret deres mobiltelefoner udleveret en flybillet til New York samt et beløb på 7.500 dollars til diverse fornødenheder på turen frem mod verdens ende. Et verdenskort var derudover det eneste hjælpemiddel på den eventyrlige og udfordrende rejse, der tog sin begyndelse 4. november fra New York med kurs mod New Orleans, som var første etape. Det endelige mål var Buenos Aires i Argentina. – Allerede på den første etape oplevede Heidi og Susie mennesker og kulturer, som de aldrig havde mødt før. Undervejs til New Orleans tog de således arbejde på en østersfarm i et lille fiskerleje, hvor de fik lov at bo hos en af de lokale østersfiskere. Man fristes næsten til at citere Danmarks nu abdicerede dronning fra en af hendes nytårstaler: ”Man lærer sig selv at kende gennem mødet med andre mennesker.”

45 dage med udfordringer til fantasi og opfindsomhed

En lang række regler om, hvad de måtte og ikke måtte på turen frem mod verdens ende, udfordrede hele tiden deres fantasi og opfindsomhed i løbet af de 45 dage, der gik, inden de nåede målet i Buenos Aires efter en eventyrlig tur med både forhindringer og oplevelser på land og til vands, gennem enorme metropoler, ufremkommelige jungler og øde ørkener.

Grib de muligheder livet giver os

Vel hjemme igen kan Heidi og Susie Rasmussen efter at være genforenet med deres familier konstatere, at de på denne første rigtig lange tur sammen under ekstreme betingelser, har fået bekræftet deres motto: ”Du kan mere, end du tror!” – Susie fik tilbage i 2015 konstateret en kronisk kræftsygdom, som hun kom i behandling for, og som nu er under kontrol. Det var en medvirkende årsag til, at de tog beslutningen om at gribe eventyret og leve det ud, men ikke den direkte årsag, fortæller Susie. Uanset hvad havde vi kastet os ud i det alligevel. Det ligger ganske enkelt i vores DNA, at vi skal gribe de spændende muligheder, livet giver os. Det har vi gjort, og det har givet os helt fantastiske oplevelser, som vi nu har med i vores bagage gennem livet, lyder det fra Heidi og Susie.

Velkommen til at blive taget med på rejsen til verdens ende

Onsdag d. 7. februar tager de alle, der har lyst, med på deres rejse til verdens ende. Her fortæller de nemlig i ord og billeder om deres oplevelser, og der venter givetvis tilhørerne en rigtig spændende og medrivende oplevelse. Destination Blokhus står bag arrangementet, og det foregår som sagt på Restaurant Nordstjernen i Blokhus. På gensyn!

Læs om fantastiske oplevelser og events