AFLYST:
Foreløbig tvunget lukket p.g.a Covid-19 frem til 4. december
Publikum fik en blændende oplevelse, da Skulpturparken Blokhus søndag 1. november åbnede dørene til Årets Magiske Jul i den 20.000 kvadratmeter store park.
1,5 mio. julelys
Og det var ikke alene de imponerende 1,5 mio. julelys og 5 kilometer gran, der fik julestemningen frem.
Det var også mødet med julemænd og gæster, der havde i klædt sig nissetøj, samt Brovst Pigegarde, som lod 8 af sine medlemmer spille i parken med butiksarkaden samt årets nye tiltag, julebyen med 15 selvstændige butikker.
Her er et bredt udvalg af brugskunst, juleartikler og -delikatesser.
Havekunst og genbrug
I en af hytterne holder Klaus Jensen fra Hjallerup til med sin havekunst.
Det er blandt andet dekorationer og pileflet, men primært svejsede jernkugler i op til 2,30 meter i diameter, i øvrigt fremstillet af genbrugsmaterialer, ligesom fuglehusene i stål.
– Det er første gang, jeg er med til Magisk Jul, men jeg havde en butik i arkaden i sommer, og det er min erfaring, at det er en rigtig god reklame at være her, udover at der selvfølgelig også er et salg, fortalte Klaus Jensen.
Børnene vil møde julemanden
Blandt gæsterne var de to vennepar fra Taars og Frederikshavn, Henriette Schneidereit og Simon Nielsen samt Sarah Pugdahl Pedersen og Christoffer Jensen, der havde taget 4 børn og en niece med.
Og børnenes glæde over at møde julemanden kom tydeligt til udtryk.
– Vi er her for julestemningen, for at hygge os sammen, se juletræet blive tændt med de mange lys og måske spise en æbleskive – og så selvfølgelig for at møde de 24 julemænd, fortalte Simon Nielsen.
Juletræ på 17,5 meter
Det 17,5 meter høje juletræ blev også tændt efter, at indehaver John Andersen via parkens højttalere – for at undgå en større forsamling – havde budt velkommen og takket sit personale samt håndværkere for en hårdtarbejdende indsats, mens det var borgmester Mogens Chr, Gade, der stod for talen.
Trækplaster for turister
Han glædede sig over at kunne åbne Magisk Jul i et år, hvor vi har måttet tage nye ord som værnemidler og incidens til os.
– Der var endda nogle, som talte om at aflyse julen, men det er heldigvis fake news. Julen er, hvad man beslutter at gøre den til.
-Julen er værd at fejre, og tak fordi I gør julen til noget magisk, sagde Mogens Chr, Gade.
Han pegede på, at Blokhus og Hune er et stort trækplaster for turister, men også for stadig flere fastboende, og området er derfor godt på vej til at blive en helårsdestination.
Vilje til udvikling
Det skyldes de store investeringer med både private og offentlige midler samt mange gode kræfter og ildsjæle, der løfter i flok med vilje til at ville udviklingen.
– Vi er indstillet på at fortsætte, fordi vi bliver aldrig helt færdige, men vil altid være på vej. En særlig tak til John Andersen og til Magisk Jul for at komme med et fantastisk bidrag til de mangfoldige aktiviteter, der er i vores kommune, sagde borgmesteren.
– Med julen fejrer vi Jesus fødsel. Vi er noget for hinanden, og vi har brug for at være noget for andre. Julen er for alle og særligt for børnene, sagde han og talte ned fra 10, så det 17,5 meter høje juletræet blev tændt.
En tryg oplevelse
Og så kaldte julemanden til sang og dans rundt om træet, hvor man ikke holdte i hånd, men i en snor med behørig afstand.
De seneste par ugers forberedelse til Magisk Jul har nemlig ikke alene koncentreret sig om at give publikum en strålende oplevelse og et lyspunkt i de mørke måneder.
Der er også lagt rigtig mange kræfter i at give en tryg oplevelse.
Der er taget alle forholdsregler, og sundhedsmyndighedernes anbefalinger bliver selvfølgelig overholdt.
Gratis mundbind
Det betyder, at der er flere ind- og udgange.
Der er ensretning rundt i den 20.000 kvadratmeter store park, ligesom der udleveres gratis mundbind til alle gæster.
Det er muligt at bestille billetter hjemmefra, og endelig er der også Corona-officials klar til at hjælpe publikum med at overholde retningslinjerne.
Magisk Jul har åbent hver dag fra kl. 11 til 21 i november og december.
Julebyen åbner kl. 15, og hver aften kl. 20 er der det store lyd- og lysshow, og det kunne ekstraordinært også opleves kl. 17 på åbningsdagen.