Søndag 6. august inviteres der traditionen tro til motionsløbet Blokhus Marathon
Eventen arrangeres hvert år den første søndag i august, og i år er ingen undtagelse.
Løbet er – på trods af navnet – en motionsevent, der henvender sig til alle – også dem som ikke er klar til at løbe en hel marathon på godt 42 kilometer.
Det er Saltum Trim og ROFL Run fra Aabybro, der står bag arrangementet.
-Det kunne se ud til, at Corona næsten har sluppet løbet, som vi har været ramt af tidligere. Vi er pt. 120-150 deltager foran – sammenlignet med sidste år, oplyser Karsten Sørensen fra ROFL Run.
Vi oplever stor tilslutning fra familier til Familie Onemile og 5-kilometer, hvor de lidt større børn kan løb en Børnemarathon, som er for aldersgrupperne 5 – 10 og 11 – 14 år. Så det er dejligt at alle kan se sig i løbet – også selvom man ikke er til de længere distancer. Samtidig har alle taget rigtig godt imod den flotte, nye medalje vi har fået produceret, så den glæder vi os til at få i spil.
Ruterne til Blokhus Marathon vil lede dig rundt i noget af Danmarks smukkeste vestkystnatur på snoede skovstier og langs Vesterhavet.
Snør vandreskoene
Er du ikke helt til løb, så kan du også vælge at snøre vandreskoene og begive dig ud på en af WALKin ruterne, hvor det er muligt at gå ca. 8 km. eller ¼ marathon svarende til ca. 10,5 km.
– Vi har set den stærk stigende interesser for at gå, og derfor tilbyder vi også i år WALKin ruterne, og vi forventer, at rigtigt mange familier og andre igen har lyst til at gå en af de to dejlige ruter, siger Kurt Bruun fra Saltum Trim. WALKin ruterne kan også gennemføres med barnevogne og klapvogne.
Vindere i TV-program
Det lokale nordjyske søskendepar Susie og Heidi Rasmussen, der kom ”Først til verdensende” i TV2-programmet af samme navn, deltager i år i Blokhus Marathon. De har tilsammen løbet over 450 halvmarathon.
Dem glæder vi os til få besøg af, siger Karsten Sørensen.
Starten til Blokhus Marathon går fra Torvet i Blokhus og tilmelding foregår online på blokhusmarathon.dk