Det har indtil videre kostet et utal af frivillige arbejdstimer samt cirka 4 millioner kroner at gennemrestaurere Gøl Båden og bringe den så langt som til den nylige søsætning.
Stor hjælp fra SE Nyfors
Og i den forbindelse blev det også markeret, at SE Vækstpulje Nyfors i foråret donerede yderligere 250.000 kroner til projektet.
Dermed har vækstfonden samlet støtte Gøl Båden med 600.000 kroner, oplyser Søren Petersen, formand for foreningen bag Gøl Båden.
Derfor har Gøl Båden også modtaget et messingskilt som tegn på støtten, og den bliver hængt op på båden.
Et stort arbejde
Ud af de 4 millioner kroner er de 3,5 millioner kommet fra fonde, mens de øvrige midler er rejst via medlemskaber samt salg af bordskånere formet som fisk.
Og selv om det er en uvurderlig hjælp at få tilskud fra fondene, så er det også et stort arbejde for de frivillige at udfylde ansøgninger og afrapportere, hvordan pengene bruges.
Når det eksempelvis handler om en EU-fond, så kan det have taget op til et år fra et tilsagn om støtte, til den er udbetalt.
Holder åben båd
Næste skridt for Gøl Båden er nu at rydde op ved værftet samt flytte værktøj og grej ned til havnen, hvor der er givet lov til, at folkene bag Gøl Båden kan have en container med deres værktøj, så de kan arbejde videre på båden.
– Vi skal have lagt strøm ind, og træværket skal trække saltvand, og så kan vi starte motoren op og gøre klar til sejlads, siger Søren Petersen.
– Men det bliver først en gang i efteråret, at vi kan have prøvesejladser.
Dog bliver der åben båd arrangementer til august, ligesom man på havnen kan se, hvordan der arbejdes med den historiske Gøl Båden.