Nyheder
imported

Massiv satsning på TV-reklamer i Tyskland for dansk feriehusferie

TV-reklamer for ferie i et dansk sommerhus kommer for første gang til at løbe over skærmen hos vores tyske naboer. Bag den ambitiøse satsning står en ny stærk samarbejdsalliance i dansk turisme mellem NOVASOL, Dansk Kyst- og Naturturisme, Destination Sydvestjylland og VisitDenmark.

Netop nu går dansk turisme i luften med en ambitiøs TV-satsning i Tyskland. Særligt børnefamilier i den folkerige delstat Nordrhein-Westphalen vil blive massivt eksponeret for billeder af, hvordan familien kan nyde livet i et dansk feriehus med drageflyvning, fisketure og afslapning på terrassen.

Kampagnen har et samlet budget på knap 8,5 millioner kroner og består af en række reklamespots, som over de kommende måneder vises på nationale og regionale TV-kanaler, i udvalgte biografer og TrueView.

TV-satsningen er den første af sin slags og et resultat af et helt nyt samarbejde mellem NOVASOL A/S, Dansk Kyst- og Naturturisme, Destination SydvestJyllandog VisitDenmark.

”Jeg er glad for, at det er lykkedes at samle kræfterne om en stor TV-kampagne i Tyskland. Det giver stor gennemslagskraft, at vi nu kan komme ud til millioner af købestærke tyske turister med budskabet om feriehusferie i hele Danmark. Det er stærkt,” siger adm. direktør Jan Haapanen, NOVASOL A/S.

Attraktive danske kyster

Tyske turister står for over halvdelen af alle udenlandske overnatninger i Danmark, og langt de fleste tager på ferie ved de danske kyster. Derfor glæder den nye TV-satsning Sisse Wildt, teamleder i Dansk Kyst- og Naturturisme:

”Tyskerne er en afgørende målgruppe for dansk kyst- og naturturisme, og de er glade for at besøge kystdestinationerne i Danmark – både de milde østvendte kyster og den rå vestkyst med høje bølger. Derfor er vi rigtig glade for at være en del af den nye TV-satsning, som kan bidrage til vækst i kyst- og naturturismen, ” siger hun.

Højt til himlen

Kampagnen henvender sig til tyske småbørnsfamilier med et budskab om, at man på en feriehusferie i Danmark kan slappe af med familien i den smukke kystnatur. Ud over denne kernefortælling rummer kampagnen to underbudskaber målrettet særlige nicher, hvor Danmark står stærkt på markedet, nemlig familier der rejser med hund og fiskeinteresserede børnefamilier.

VisitDenmark har store forventninger til, at tyskerne tager godt imod kampagnen

”Med TV-satsningen er vi kommet op på den store klinge markedsføringsmæssigt, og det kan sætte yderlige skub i den tyske vækst, vi oplever i øjeblikket. Tyskerne er vilde med at holde ferie ved de danske kyster, og fortællingen om en tryg dansk feriehusferie, hvor der er højt til himlen og plads til udfoldelse for børnene, rammer plet på det tyske marked netop nu,” siger Lars Ramme Nielsen, markedschef for VisitDenmark Tyskland.

TNS Gallup har pretestet TV-reklamen og konkluderet, at filmen fungerer ”fremragende” over for de nordtyske børnefamilier. Testen viste blandt andet en særdeles høj score, når det gælder målgruppens interesse for at hente yderlige information og booke en ferie i Danmark

Læs om fantastiske oplevelser og events