(Foto: Lars Horn/Baghuset)
Endnu flere hospitalsansatte i Region Nordjylland har udsigt til at få et prik i skulderen med vaccine mod coronavirus. Denne gang kommer tilbuddet også til at omfatte Psykiatrien og hospitalet i Thisted.
Søndag fik de første nordjyder et prik i skulderen med vaccine mod coronavirus, og nye forsyninger er klar.
Mandag ankom der en ny leverance, der gør det muligt at vaccinere cirka 5800 personer.
Vaccinerne bliver fordelt både til Aalborg Universitetshospital i Aalborg og i Thisted samt Regionshospital Nordjylland i Hjørring. Det er de tre hospitaler i regionen med akutfunktioner.
Af de cirka 5800 vacciner fordeles to tredjedele til kommunerne og de praktiserende læger. Den sidste tredjedel bliver anvendt på hospitalerne.
Jammerbugt må vente
I kommunerne blev de første vaccinationer givet til beboere på plejehjem i Aalborg Kommune.
Tirsdag 29. december blev vaccinen givet til flere plejehjem i Aalborg og Mariagerfjord Kommune.
Onsdag er planen at gå i gang i Rebild Kommune.
Selv om Jammerbugt har det højeste smittetryk og incidens i Nordjylland, må kommunen vente, da tidsplanen for vaccination i kommunerne er opgjort ud fra smittetrykket 10. december.
Skæringsdato
Alle regioner går nemlig frem efter Sundhedsstyrelsens anbefalinger, hvor det er incidens-tallet 10. december, der afgør rækkefølgen for udrulning af vaccinationerne.
Her var incidens-tallet højest i Aalborg Kommune, dernæst Mariagerfjord og Rebild.
Vores Jammerbugt har tidligere bragt en artikel med smittetrykket i de nordjyske kommuner netop 10. december:
Incidens i nordjyske kommuner 10. december:
- Aalborg: 193,0 (418)
- Mariagerfjord: 81,5 (34)
- Rebild: 79,2 (24)
- Brønderslev: 63,4 (23)
- Jammerbugt: 39,2 (15)
- Thisted: 34,6 (15)
- Vesthimmerland: 30,0 (11)
- Hjørring: 24,8 (16)
- Morsø: 24,7 (5)
- Frederikshavn 16,8 (10)
- Læsø: 0,0 (0)
Dog kan Regionen inden længe offentliggøre en tidsplan for, hvornår vaccinationerne kan begynde i de enkelte kommuner. Og det er en mulighed at begynde i flere kommuner samtidig.
Desuden ligger det allerede nu fast, at i slutningen af uge 2 vil alle nordjyske plejehjem havde fået tilbudt vaccinationer, hvorefter re-vaccinationer vil gå i gang.
Hospitalerne
På Aalborg Universitetshospital vil vaccinen blive givet bredt til flere personalegrupper.
Foruden sygeplejersker og læger, som har tæt kontakt med fysisk syge patienter, vil også personale i Psykiatrien og frontpersonale i den præhospitale indsats få tilbudt vaccinen.
Onsdag bliver de første hospitalsansatte i Thisted prikket med vacciner fra den nye leverance, og onsdag fortsættes også med vaccination af personale i Hjørring og Aalborg.
Det nye år bliver også indledt med et vaccineprik, når der lørdag 2. januar og søndag 3. januar er planlagt større runder med vaccination på hospitalerne.
Afstand og mundbind
Selv om der er flere vaccineleverancer på vej hen over de kommende uger, lyder der en indtrængende opfordring til nordjyderne om fortsat at huske på de gode råd, som forhindrer smitten i at brede sig.
Det gælder om stadig at holde afstand, bære mundbind og huske at spritte/vaske hænder. Og begrænse sin sociale omgang.
– Vi går frem efter en plan om at vaccinere udsatte grupper i samfundet først, men det tager noget tid, inden vaccinen er nået ud som tilbud til alle, og derfor vil jeg gerne opfordre til, at nordjyderne fortsat retter sig efter opfordringerne til at passe på, så man ikke bringer smitten videre. Det er også vigtigt, at man bliver testet, hvis man har symptomer på at være smittet, siger læge Jan Nybo, chef for Region Nordjyllands vaccineindsats og testindsatsen mod Covid-19.
I takt med at der kommer flere leverancer af vaccine, vil tilbuddet om vaccination blive udvidet til flere risikogrupper.
Målet er i løbet af 2021 at give alle danskere et tilbud om at blive gratis vaccineret mod Covid-19.
På dette link kan man løbende følge med i, hvor mange danskere, der har påbegyndt og afsluttet vaccination.