Hune:
Morten B. live i Skulpturparken
I forbindelse med Hune by Night afholder singer-songwriter Morten B. koncert. Her får du et indblik i Mortens musikalske univers og tilgang til musikken.
Tekst: Louise Kande – Foto: Fusion Photo.
– Da jeg for flere år siden arbejdede i Fårup Sommerland, tog vi indimellem på det daværende Storm P i Blokhus efter arbejde. Jeg greb mikrofonen, sang et par sange og hyggede mig. Nogle år senere synger jeg cover-numre på forskellige inn-steder i Jomfru Ane Gade med min guitar i hånden. Nu spiller jeg mine egne sange til forskellige koncerter. Min musikalske vej har ikke været snæver og forudsigelig, fortæller Morten B. om sin erfaring med musikken.
I hele processen fra at Morten hygge-sang på Storm P., til at han nu har udgivet sin egen single ”Slow Down” på Sportify, har han dog hele tiden haft én ting som udgangspunkt for at spille og synge.
– Musik skaber oplevelser for folk -og for mig, fortæller Morten. Det handler om, hvad jeg kan tilføre andre mennesker, ved at de lytter til min musik, og de oplevelser, vi sammen skaber gennem musikken. Vi forløser ‘noget’, der opstår et fællesskab og så er musik for mig jo virkelig også en måde at kommunikere på.
Som sing- og songwriter bevæger Morten sig indenfor indie- og folkgenren. – Det er netop den utrolig store variation som findes der, og en kompromisløs holdning til at følge mine egne visioner, der er drivkraften for mig. Især den akustiske musik har stor betydning for mig, afslutter Morten B. med et ydmygt smil på læben.
Du kan høre Morten B. live til Hune by Night d. 13. juli kl. 22.15 i skulpturparken, Kulturhuset Blokhus.