Gratis torsdagskoncerter byder på alt fra dansktoprock og elektroniske beats til fællessang og sommerstemning
Blokhus Torv bliver igen denne sommer forvandlet til et levende samlingspunkt fyldt med musik og sommerstemning, når Musik i Sommerlandet inviterer til gratis torsdagskoncerter gennem hele juli.
Koncertrækken har gennem årene udviklet sig til en af sommerens mest populære traditioner ved Vesterhavet, hvor både fastboende, sommerhusejere og turister samles under åben himmel for at opleve kendte danske kunstnere.
Keinstein og Back On Track
Torsdag den 9. juli er der lagt op til en aften med både fællessang og rockede fortolkninger, når Keinstein går på scenen. Bandet har gennem mere end 20 år skabt deres helt egen musikalske stil, hvor danske dansktopklassikere bliver forvandlet til energiske rock- og metalversioner.
Publikum kan blandt andet glæde sig til sange som Knaldrød Gummibåd og Volvo B18, leveret med tempo og masser af guitar og masser af spilleglæde. Keinstein er kendt for deres intense liveshows og deres evne til hurtigt at få publikum med, uanset alder og musiksmag.
Inden hovednavnet går på scenen, sørger Back On Track for at varme publikum op med velkendte danske og internationale hits fra blandt andre Kim Larsen, TV-2, Coldplay og Robbie Williams.
– Musik i Sommerlandet handler om meget mere end koncerter. Det handler om at skabe oplevelser for både lokale og feriegæster der samles om musikken og den særlige sommerstemning, som Blokhus er kendt for, siger Jannie Ratke, eventansvarlig hos Destination Blokhus.
Noget for enhver smag
Sommerens koncertprogram spænder bredt og byder på musik for flere generationer.
Den 16. juli overtager Faustix scenen med elektroniske beats og energisk show. Han har samarbejdet med navne som Diplo, David Guetta og Major Lazer. Inden da sørger Djämes Braun for at sætte festen i gang med en række af deres største hits.
Ugen efter, den 23. juli, er det Kandis, der gæster Blokhus Torv. Med Johnny Hansen i front og et repertoire fyldt med både nye sange og velkendte klassikere er der lagt op til en aften med masser af fællessang. Denne aften sørger Romhandleren for at sætte gang i publikum med deres velkendte hits.
Traditionen tro afsluttes sommerens koncertprogram den 30. juli med Sømændene, der igen vil skabe festlig stemning med deres sømandsviser, humor og publikumsfavoritter som Drik!, Alle sømænd er glade for piger og Maglemølle. MD-Duo står for opvarmning med dansktophits og glimt i øjet.




