Tekst: Anne Nøhr Ringgren Foto: Poul Nymark
Sømændene var de sidste, der gav sommerkoncert på Blokhus Torv i denne omgang, og det gjorde de med bravour.
– Gruppen fik virkelig publikum med, og der var en rigtig god stemning, hvor gæsterne kunne synge med på mange af deres numre, fortæller Jannie Ratke, Tovholder for Torvegruppen. En interessegruppe under Erhvervsforeningen Destination Blokhus, der arrangerer koncerterne.
Med koncerten i torsdags var det dermed afslutningen på en række ugentlige koncerter afholdt i juli og august, hvor forskellige kendte danske kunstnere har givet koncert fra scenen på Blokhus Torv.
Alle musiknavne har været populære, og gæsterne har virkelig nydt den gode stemning. Der har været hurtigt udsolgt til de fleste koncerter, og folk har glædet sig over, at der igen sker noget musikalsk i feriebyen.
Gæster fra Sjælland og Midtjylland
Omend set-uppet har været anderledes i år pga. Corona-restriktionerne har gruppen alligevel formået at få spændende navne på scenen og tiltrække gæster fra både nær og fjern.
– Vi kan se, at billetterne har været solgt til store dele af landet, så det har ikke kun været lokale borgere, som har hygget sig med den gode musik.
Særligt sjællændere og midtjyder har købt billet i Blokhus, men også gæster fra Aalborg rangerer højt på listen, når vi kigger billetsalget igennem. Det tolker vi sådan, at gæsterne på forhånd har haft kendskab til at koncerterne afholdes i Blokhus, og når de alligevel har skullet på ferie, så vil de sikre sig en billet. På den måde har markedsføringen af området virket, fortæller Jannie Ratke.
Dog har det ikke været helt uden udfordringer at skulle gennemføre koncerterne under de særlige Corona-restriktioner, fortæller gruppen.
– Vi har maksimalt kunnet sælge 1000 billetter, hvor vi normalvis har 5 – 7.000 gæster til de ugentlige koncerter. Det har været nødvendigt at indhegne og styre billetsalg, hvor det normalvis er gratis, så det håber vi er sidste år, at det bliver nødvendigt, fortæller Jannie Ratke.
Stor tak til frivillige og sponsorer
Det har slet ikke været muligt at afholde koncerterne uden den brede opbakning, vi oplever. Derfor skal der også lyde en stor tak til de mange frivillige og også til vores sponsorer heriblandt Jammerbugt Kommune, som gør at vi kan afvikle aktiviteterne i Blokhus.
– Et drømmescenarie er, at vi igen er tilbage på sporet til 2022 uden Corona-restriktioner, hvor koncerterne er gratis og alle er velkommen.
Derfor vil vi nu begynde at kigge frem mod planlægningen af sommerkoncerterne til 2022, hvor vi håber at se mange gæster igen, afslutter Jannie Ratke.