Nyheder
imported

Næste generation overtager i Butik Laden

Hanne Ziwes har drevet forretning i 41 år. Nu er tiden inde til, at overdrage nøglerne fra Butik Laden til sin svigerdatter, Britt Ziwes.

Hune:

Næste generation overtager

Hanne Ziwes har drevet forretning i 41 år. Nu er tiden inde til, at overdrage nøglerne fra Butik Laden til sin svigerdatter, Britt Ziwes.

Tekst: Lotte Kande Foto Blokhus Avis

Hanne har drevet mode- og brugskunstbutikker samt engros siden 1973. Eventyret der startede i Blokhus, har efterfølgende bragt hende og manden Felix jorden rundt. Med spændende erhverv i Blokhus og Aalborg og en kreativ designer gemt i sig, har Hanne altid haft en aktiv karriere. Selvom hun sammen med familien har boet både i Blokhus og Aalborg, har hun altid vidst, at det var her, hun ville slå sig ned permanent. – Blokhus gør noget ved mig. Her er ro og højt til himlen, siger Hanne. Butik Laden i Hune blev etableret i 2007, og siden har Hanne dagligt været at finde i den atmosfærefyldte butik.

En epoke slutter – en ny starter

Det gælder også for svigerdatter Britt Ziwes der overtager forretningen. – Den endelige beslutning blev taget over en grydestegt kylling hjemme hos Hanne og Felix, siger Britt, der med stjerner i øjnene glædeligt fortæller, hvor meget hun ser frem til at drive Butik Laden videre i samme gode ånd. Britt er uddannet i tøjforretning i Aalborg, og har arbejdet i branchen, siden hun var 15 år – dog afbrudt af en læreruddannelse samt 5 års lærerjob. Britt kom ind i Ziwes familien for 9 år siden, da hun mødte Hannes søn Jesper.

Efter, igennem flere år, at have hjulpet Hanne i butikken i forbindelse med forretningsrejser, modemesser, udsalg eller lign., er Britts interesse for at arbejde med stil og mode i høj grad genopstået, og det er derfor helt naturligt, at Britt er den helt rette til overtagelsen af Butik Laden. Det har været et glidende generationsskifte til fordel for både kunder og leverandører.  Hanne kan tydeligt se, at Britt har tilført forretningen nye ideer. Hun er kreativ og har en moderne og ny forståelse. Butik Laden vil fortsat forblive i samme spor med lækkerier indenfor mode, interiør og brugskunst. -Jeg har fået lov til at sætte mit helt eget præg, og alle ansatte i butikken har været meget åbne over nye initiativer. Men det er vigtigt, at vi bibeholder de gamle værdier, siger Britt. – I dag får de fleste en god helhedsoplevelse, når de besøger os. Vi er en stor og varieret butik med nye varer hver dag året rundt – og det er jeg sikker på, at Britt kan fortsætte med dem, afslutter Hanne med stort smil på læben.

Officiel overdragelse af Butik Laden finder sted d. 21. november.

 

Læs om fantastiske oplevelser og events