Blokhus

Nanna fik to investorer med fra Løvens Hule

Møbelvirksomhed med lokale rødder imponerer Løvens Hule-stjerner
løvens hule23

Den danske møbelproducent Intarsia Furniture, der har lokale rødder, har siden 2019 haft stor succes med sine smukke, håndlavede snedkermøbler. Med to nye investorer fra tv-programmet Løvens Hule, der blev sendt på DR TV torsdag aften, er Intarsia Furniture nu rustet til at styrke sin position yderligere og til at indtage udlandet.

Intarsia Furniture producerer smukke snedkermøbler fra 1950erne designet af Jørgen Aakjær Jørgensen (1920-2007). Virksomheden blev oprindelig født i 1948, men blev afviklet i 1982, da Jørgen Aakjær Jørgensen gik på pension. I 2019 genoplivede Jørgens barnebarn Nanna Aakjær Svendsen sin morfars livsværk, og hans Danish Modern mesterværker kom endelig i produktion igen.

Det er en både glad og forventningsfuld Nanna, derefter at have fået to medlemmer af Løvens Hule til at investere i sit projekt, nu kan se ind i, at et erhvervseventyr med store perspektiver kan åbne sig.

– Det er en kæmpe stor ting for mig at have fået den mulighed at få to løver med. Det giver mig en større volumen og dermed optimale muligheder for at produktudvikle og lave egne designs, fordi jeg nu har et økonomisk fundament at stå på, siger hun til Blokhus Avis og fortsætter:

Min morfar er opvokset i Fjerritslev og flyttede i sin tid sin møbelfabrik til Bramminge. Nu kan jeg tage hans produkter tilbage og supplere med at videreudvikle konceptet og sætte mine egne design-aftryk på kommende produkter. Jeg er meget spændt på fremtiden og har med TV-eksponeringen i Løvens Hule fået en stor mulighed for at blive eksponeret offentligt. Det vil være interessant, hvis repræsentanter fra det øvrige erhvervsliv begynder at henvende sig.

Foto: Nanna Aakjær Svendsen sammen med løverne Tahir Siddique og Louise Herping Ellegaard.

Inspireret af svigermor og ægtefællen Mads

Nanna er svigerdatter til den kendte ”nissemor”, Etly Klarborg, der selv har skabt et erhvervseventyr med sine Klarborg-nisser.

-Hun har inspireret mig meget, forklarer Nanna, og jeg vil givetvis også fremover få brug for at trække på min svigermors kompetencer. I den forbindelse også en stor tak til min mand, Mads. Fra sin mor ved han, at ting kan lade sig gøre, hvis man kaster sig ud i det og tænker sig godt om. Mads har hele tiden presset på, og når jeg måske har manglet noget selvtillid, så har han givet mig troen på det. Jeg har en klar fornemmelse af at stå på tærsklen til noget stort, og jeg er meget både ydmyg og taknemmelig over den tillid, der bliver vist mig. Den vil jeg gøre alt for at leve fuldt og helt op til, siger en glad Nanna, der driver virksomheden fra et hjemmekontor på Gjøl. 

Nanna tæmmede løverne

Nannas præsentation af Intarsia Furniture og de smukke snedkermøbler imponerede, og det var derfor heller ikke svært at overbevise tv-løverne i programmet Løvens Hule, om at der var tale om en attraktiv investeringsmulighed.

Da Nanna forlod hulen, var det med hele to betydningsfulde løve-investorer i ryggen – Tahir Siddique og Louise Herping Ellegaard.

"Tahir Siddique og jeg investerer i mennesker. Det er smukt at fortsætte generationers arv.

Både Louise og Tahir blev hurtigt bjergtaget af Nannas vision om at bringe hendes morfars historie og møbelklassikere til live og af hendes store dedikation til dansk designhistorie.

-Tahir Siddique og jeg investerer i mennesker. Det er smukt at fortsætte generationers arv. Hele historien omkring det, kombineret med Nannas passion, er inspirerende,fortæller Louise Herping Ellegaard.

Kurs mod udlandet

Morfarens design, som Nanna Aakjær Svendsen har sat sig for at føre videre, har tidligere vakt stor interesse uden for Danmarks grænser, og med de to nye investorer ombord retter Intarsia Furniture nu for alvor blikket mod udlandet. Nanna vil med sit nye stærke hold desuden arbejde mere målrettet på at udvide virksomhedens sortiment, hvor design-DNA’et forener det klassiske med det moderne.

-Tahir Siddique og Louise Herping Ellegaard medbringer ikke kun kapital, men også værdifuld støtte og tro på vores vision. Intarsia Furniture er nu klar til at løfte sig til nye højder, og vi ser frem til at fortsætte vores rejse med Løvens Hule-stjernerne ved vores side, siger Nanna Aakjær Svendsen.

Interessen fra Louise Herping Ellegaard og Tahir Siddique er en anerkendelse af Intarsia Furnitures unikke position på markedet for klassisk, håndlavet, dansk kvalitetsdesign – en position Nanna har arbejdet målrettet mod at opnå. Med sin bemærkelsesværdige dedikation kan Nanna nu fortsætte med at producere sin morfars tidløse mesterværker med dybe rødder i dansk designhistorie.

-Nu er jeg jo selv et stort familiemenneske, så jeg synes det er utroligt fint, at Nanna vækker liv i morfarens design, som jo er tidløst på alle måder. Nu skal Louise og jeg hjælpe med at få Intarsia Furniture ud i den store verden – en opgave som jeg glæder mig til, afslutter Tahir Siddique.

Vejen fra Møbleintarsia til Intarsia Furniture

Stifter af Møbelintarsia 1948, Jørgen Aakjær Jørgensen (1920 – 2008), var snedker og møbeldesigner af den gamle skole. Jørgen Aakjær Jørgensen blev udlært snedker ved Teknologisk Institut.

Han var meget optaget af selve udførelsen af møblerne, hvor der var kredset om håndværket. Jørgen Aakjær Jørgensens design-DNA ses i de mange små detaljer, den anvendte intarsia-teknik, som blev kombineret med den danske designtradition, hvor enkelhed og funktionalitet dominerede. I dag produceres møblerne af hans barnebarn Nanna Aakjær Svendsen.

Læs om fantastiske oplevelser og events