Tekst: Louise Kande – Foto: Colourbox
Naturstyrelsen inviterer på natravnetur på cykel i Tranum Klitplantage D. 16., 20., 23. juni – kl. 22:30 til 00:30.
Hvis man er ligeså nysgerrig som en ynglende natravn, er der mulighed for at opleve fuglen – på cykel. For henover flere sommeraftner i Tranum Klitplantage, inviterer Naturstyrelsen nysgerrige børn og voksne til at tage på cykeltur ind i plantagen for at møde fuglene. Plantagen har gode betingelser og lokaliteter for Natravnen. Der skal helst være et mønster i skovbilledet, hvor rydninger veksler mellem mange skovbryn, og hvor flader med hede støder op til nåletræsplantager. En rydning eller en lysning i skoven er den første forudsætning for at natravnen kan leve i et område.
– Natravnen har en fjerdragt, der er let og blød som en ugles. Den har en mursejlers hurtige overlegenhed i luftrummet og en evne som en flagermus til at fange insekter i døgnets mørke timer. Vores Natravnetur på cykel er en spændende oplevelse, og her har vi mulighed for at høre den snurrende sang den frembringer. Ofte kan man opleve den nysgerrige fugl flyve tæt over vores hoveder, udtaler naturvejleder Søren O. Sørensen.