Aabybro

Nørhalne Cup er tilbage for fuld styrke

Efter to års pause som følge af corona så ser arrangørerne samt de mange deltagere i den internationale ungdomsturnering i fodbold, Nørhalne Cup, frem til at kunne afvikle og spille 37. udgave af den populære turnering i Kr. Himmelfartsferien, 26. til 28. maj.
– Vi er tilbage for fuld styrke, og det er fantastisk, at vi kan starte igen med deltagelse af 500 hold, fortæller Cup-manager Per Jeppesen.

Har savnet oplevelserne
Faktisk har Fremad Nørhalne måttet lukke for tilmelding og oprette en venteliste i flere af rækkerne, fordi der mangler lokaler til overnatning, da Vestbjerg Skole og hal ikke kan benyttes i år på grund af ombygning.
Særligt nordmændene ser frem til at deltage i turneringen, og samtidig har Nørhalne Cup fået tilgang af flere nye hold, som plejer at deltage i den nu nedlagte LKB Cup i Gistrup.
– Det er dejlig med den store interesse for vores cup, og det fortæller, at der er rigtig mange spillere, ledere og klubber, som glæder sig til igen at kunne komme ud og spille mod hold, de normalt ikke møder – også fra andre lande – og få en masse gode fælles oplevelser både på banen, men også under selve turneringen, fortæller Per Jeppesen.

Stærk Elite Cup
Nørhalne Cup har i år deltagelse af klubber fra 12-13 forskellige nationer, og også Nørhalne Elite Cup, som spilles på AaBs anlæg på Hornevej i Aalborg, kan melde om stor interesse og byder derfor på en yderst stærk og interessant turnering.
Der er blandt andet deltagelse af klubber som portugisiske SC Braga, Hellas Verona fra Italien, PSV Eindhoven fra Holland, svenske IFK Göteborg samt belgiske Anderlecht og KRC Gent.
Samtidig har superligaklubber som AGF, OB, Randers, Vejle B og selvfølgelig AaB meldt deres ankomst.

11.000 gæster

Nørhalne Cup spilles på 12 forskellige stadions i Jammerbugt og Aalborg kommuner og samler dermed ikke færre end 9.000 spillere, trænere og ledere om fodbolden, ligesom Nørhalne Cup har sørget for indkvartering af cirka 2.000 forældre.
Det betyder, at udover indkvartering på skoler, så byder Nørhalne Cup ind med 7.500 overnatninger af deltagere og forældre på andre overnatningssteder, f.eks. på hoteller som CabInn i Aalborg, Hotel Søparken, Blokhus Feriecenter, Landal Grønhøj Strand, Himmerlandsfonden Tranum Strand, kroer, idrætscentre og campingpladser.
Derfor kræver det også, at Fremad Nørhalne og de 12 medhjælperklubber samlet kan stille med 1.800 frivillige op til og under den store turnering, som for alvor sætter Jammerbugt på landkortet.
Men efter to års pause kunne der være usikkerhed om, hvor man står.
– Men det viser sig, at de mange frivillige er klar, og vi er meget glade for, at man stadig vil støtte op og hjælpe. Vi kunne ikke tilbyde en så god turnering uden den store indsats fra de mange frivillige og fra vores samarbejdsklubber, understreger Per Jeppesen.

Fakta:
Medhjælperklubberne er:

  • Biersted IF
  • Brovst IF
  • Jetsmark IF
  • Skovsgaard Boldklub
  • Øland-Halvrimmen IK
  • Aabybro IF
  • AaB
  • Nørresundby fB
  • Sulsted IF
  • Vadum IF
  • Vestbjerg IF
  • Vodskov Idrætsforening

Læs om fantastiske oplevelser og events