Velkommen frøken sæl – eller skal vi sige Bonjour, mademoisSÆL?
Nordsøen Oceanarium i Hirtshals fik forleden en ny beboer, en fin mademoisSÆL – nemlig den franske ”Lina”på 11 år. Hun er en spættet sæl og kommer fra Branféré Zoo, hvor det professionelle dyre-fragtfirma EKIPA hentede hende, og startede den lange tur mod Hirtshals.
Biolog Kristina Ydesen siger: ’Selvom der er masser af sæler i forskellige anlæg i Danmark, har vi valgt at se mod Frankrig for at finde den helt rette hun, med nye gener, så den også kan agere som avlshun og partner til vores hansæl Thor i fremtiden.
Lina klarede turen rigtig fint, og da hun blev lukket ud af transportkassen skulle hun ikke bruge lang tid på at orientere sig i de nye, uvante omgivelser før hun gled ned af kanten på bassinet og ned i det 800.000 liter store anlæg. Hun svømmer lystigt rundt i Sælariet, hvor hende og Thor er ved at lære hinanden at kende i den ene ende af bassinet, før hun også skal introduceres for de tre andre beboere, 3 hun gråsæler, om nogle dage. Indtil videre ser det altså ud til at Thor og Lina er meget nysgerrige og interesserede i hinanden.
De unger der i tidens løb er født på Nordsøen Oceanarium har alle fået nye hjem i andre zoologiske anlæg. Så sent som sidste år sendte akvariet to unger til Tyskland og en til Norge.
Ønsker sig en ny sælunge
Umiddelbart virker det til, at den 11-årige franske Mademoiselle og nordjyske Thor er et godt match.
-’De skal hen og snuse til hinanden, og det kan faktisk se ud som om, de kysser lidt. De stikker snuderne sammen, og de rør hinanden med deres meget følsomme knurhår og lugter lidt til hinanden. Og så får man ligesom fundet ud af, hvad den her anden part er for en’, forklarer Kristina Ydesen.
De første dage er Lina og Thor afskærmet fra de øvrige sæler i akvariet, for det er vigtigt at der kommer amoriner i luften og romantik i bassinet uden for mange forstyrrelser.
– ’ Vores mål er jo simpelthen, at vi gerne vil have en unge igen, og så håber vi, at de vil danne en par. Lur mig, om der ikke skal komme noget ud af det på et eller andet tidspunkt, for en han og hun i samme anlæg, det er ikke slået fejl tidligere’, siger biologen.
Går alt efter planen, så vil der være en ny sælunge i Oceanariet til juli næste år.
Fakta om sæler
- Den spættede sæl, som er den mest almindelige i de danske farvande, bliver kønsmoden ved 4-5 års alderen.
- Sæl-hunnen er drægtig ca. 10 måneder og føder deres ene unge i månedsskiftet juni-juli.
- Spættede sælunger er ved fødslen er ca. 75 cm lang og vejer ca. 10 kg.
- Fuldvoksne spættede sælhanner vejer omkring 120 kg.
- Nordsøen Oceanarium har haft spættet sæl i anlægget siden åbningen i 1984, og der er blevet født mange sæler igennem årene. Nu er det igen mulighed for at der kommer unger, forhåbentlig allerede til næste år.