Tekst: Lotte Kande – Foto: Presse
For første gang er feriehusejernes brug af sommerhuset og forbrug i lokalområderne blevet undersøgt og kortlagt i detaljer i fire af landets sommerhusområder: Varde/Ringkøbing-Skjern, Djursland, Odsherred og Nordsjælland. På tværs af destinationerne er feriehusene gennemsnitligt i brug 76 dage om året, enten af ejeren selv, ved udlån eller udlejning. Det betyder, at feriehusene står tomme i 289 dage om året, hvilket svarer til ca. 4/5 af årets dage. Analysen indikerer altså, at der er rigelig kapacitet til merbrug – enten eget eller udlejningsbrug – og særligt uden for højsæsonen.
Også fokus på Nordjylland og Jammerbugt Kommune
Selvom at undersøgelsen ikke tager udgangspunkt i Jammerbugt Kommune, bakker Berit Bøjstrup fra Novasol/Dansommer i Blokhus op omkring opråbet. Hun nævner, at billedet er det samme langs den nordjyske vestkyst og derfor er hun også en del af netværket; Nordjysk Feriehusudlejer Netværk, der består af syv nordjyske udlejningsbureauer, der sammen med VisitNordylland og kommunale turistorganisationer samarbejder om, at få flere sommerhusejere til at udleje deres sommerhus. – Feriehusudlejerne har de senere år oplevet en stor vækst i udlejningen af feriehuse, og meget tyder på, at 2018 bliver et rekordår. Vores udfordring er pt. at få flere feriehuse i markedet, særligt i højsæsonen, fortæller Berit Bøjstrup og fortsætter – Det er netop offentliggjort, at Jammerbugt Kommune ligger nr. 2. på listen i Nordjylland i forhold til beskæftigelse indenfor turisme og servicefag. Flere gæster i sommerhusene har mange positive effekter for erhvervslivet i Jammerbugt Kommune. Det skaber et større kundegrundlag for detailhandlen og for de små og store attraktioner i lokalområdet, ligesom det genererer opgaver i forhold til vedligehold og renovering af sommerhuse. Berit Bøjstrup oplyser endvidere, at man i håbet om, at kunne tiltrække flere potentielle udlejere afvikler et spændende infomøde d. 24. marts i Løkken Idrætscenter. Head-lights denne dag vil bl.a. være udviklingsprojekter på turismeområdet, Fremtidens Feriehus – Perspektiver og muligheder, den økonomiske gevinst ved udlejning af feriehuse m.m. I øjeblikket er der tilmeldt over 350 til arrangementet.
Det siger direktør i Dansk Kyst- og Naturturisme:
– Et af de væsentligste spørgsmål i dansk turisme lige nu er, hvordan vi udvider den markedsrelevante kapacitet i feriehusudlejningen. Der er et meget stort uudnyttet potentiale i at få flere feriehuse på udlejningsmarkedet – også selvom man tager højde for, at ikke alle huse egner sig til udlejning. Det er derfor særdeles oplagt at se nærmere på, hvordan vi kan øge incitamentet til at leje ud hos den gruppe, der ikke gør det i dag, siger Jens Hausted, direktør i Dansk Kyst- og Naturturisme. Undersøgelsens resultater tyder dog på, at sommerhusejere, der ikke lejer ud, er svære at overtale. I undersøgelsen svarer kun 10 procent af de adspurgte, som ikke lejer ud, at de overvejer at gøre det. Hvis denne gruppe gør alvor af tankerne vil dette dog – alene i de fire områder, der er omfattet af undersøgelsen – kunne skabe yderligere 11.692 udlejningsuger på årsplan.
Udlejning skaber arbejdspladser
Hos Feriehusudlejernes Brancheforening har man på medlemmernes vegne længe efterspurgt politiske initiativer, der kan højne danskernes lyst til at leje sommerhuset ud. Her er erfaringen, at der skal en større økonomisk gevinst og oplysning til for at flytte huse ud på markedet. – Når man vælger at leje sit sommerhus ud, er den altoverskyggende årsag de økonomiske overvejelser. Men når det er sagt, er det vores erfaring, at der også kan flyttes på mange sommerhusejeres holdninger til udlejning ved oplysning om reglerne og ved at kaste lys på gevinsterne ved mere turisme og dermed mere liv i lokalområderne, siger vicedirektør i Feriehusudlejernes Brancheforening, Poul Fejer Christiansen, tilføjer. -den opgave ligger dels hos os, dels hos kommunerne. Men politisk mener vi også, at der må være motivation for at lave reglerne om på baggrund af de store samfundsøkonomiske gevinster, der vil være ved en bedre udnyttelse af potentialet. Hvis regeringen som forventet får gennemført en forhøjelse af bundfradraget for sommerhusudlejning fra 22.000 kr. til 36.000 kr., forventer vi, at der kommer yderligere 2.000 sommerhuse på markedet som et direkte resultat heraf. Og vi ved, at for hver tre sommerhuse, der kommer på udlejningsmarkedet, svarer det til én fuldtidsbeskæftiget.
Potentiale i ejernes merbrug
Undersøgelsen opgør desuden sommerhusejernes eget forbrug i deres feriehus. Det samlede forbrug i de fire områder var i 2017 ca. 3,6 milliarder årligt, hvilket svarer til ca. 50.000 kr. pr. feriehus om året. Deles forbruget ud pr. døgn, skabte hvert feriehus i gennemsnit et døgnforbrug i 2017 på ca. 565 kr. pr. døgn. Her er den største post forbruget på dagligvarer, efterfulgt af shopping samt restaurant og cafébesøg.
Alene i de undersøgte feriehusområder viser tallene, at der relativt nemt kan genereres en markant øget turismeomsætning ved en bedre udnyttelse af feriehuskapaciteten. Hvis sommerhusene i de undersøgte områder var beboet blot én weekend mere om året af feriehusejerne, ville det samlet give ca. 80 millioner kr. i lokal handel.