Blokhus

Ny leder af Sol og Strand i Blokhus

Ung kvinde overtager chefposten

Sol og Strand har udnævnt Christiane Askandar til chef for bureauet i Blokhus. Hun kommer fra en stilling som ferierådgiver samme sted og afløser Julia Spiess Wolsgaard-Iversen, der efter en årrække i Danmark har valgt at flytte tilbage til Tyskland.

Christiane er 34 år og bor i Løkken sammen med sin mand. Ligesom sin forgænger stammer hun oprindeligt fra Tyskland, men flyttede som 16-årig til Danmark sammen med sin familie. Her startede hun på sprogskole, tog 9. og 10. klasse og fortsatte derefter i gymnasiet.

Efter studentereksamen begyndte hun på erhvervsjura, men skiftede hurtigt til UCN, hvor hun læste Finance Controlling. I løbet af sin uddannelse var hun i praktik hos Sol og Strand, og i 2016 fik hun tilbudt en fast stilling i Løkken – et tilbud, hun uden tøven takkede ja til. Christiane Askandar arbejdede i Løkken frem til 2023, hvorefter hun blev en del af afdelingen i Blokhus.

Og her har jeg tænkt mig at blive! Det er et fantastisk sted med et skønt team, som det er en fornøjelse at arbejde sammen med, siger hun.

Blokhus og omegn er traditionelt et af Sol og Strands styrkeområder med en stor koncentration af sommerhuse og et meget stærkt lokalt brand. Området tiltrækker hvert år titusindvis af danske og udenlandske gæster, og bureauet spiller en nøglerolle i at sikre gæsterne den bedst mulige ferieoplevelse. Derfor er det også afgørende at have en leder, der både kender virksomheden indgående og har en stærk lokal forankring.

Sol og Strand skiller sig ud i branchen ved sin unikke ejerstruktur: Virksomheden er ejet af en velgørende fond, hvor en del af overskuddet går til velgørende formål. Derudover uddeler kontoret i Blokhus hvert år lokale håndsrækninger på tilsammen 50.000 kroner til aktiviteter, der er med til at styrke området.

Glæde over ny udnævnelse

Hos Sol og Strand glæder vi os over, at Christiane har sagt ja til at stå i spidsen for bureauet i Blokhus, siger driftschef Jonas Balle Pedersen. 

Hun har gennem næsten ti år i virksomheden arbejdet med stort engagement, har haft en høj faglighed og ikke mindst et stærkt blik for både gæster og sommerhusejere. Vi ser frem til, at hun sammen med sit team fortsætter den positive udvikling og fastholder Blokhus som et af vores mest populære områder, siger han.

Læs om fantastiske oplevelser og events