Blokhus

Ny museumsdirektør

Jan Vejle er vendt hjem
museum for papir

1.marts påbegyndte Jan Vejle stillingen som museumsdirektør på Museum for Papirkunst.
-Jeg har fulgt Bits arbejde med museet igennem en årrække, og det har været rigtig spændende at se hvor stor tiltrækningskraft, det efterhånden har fået, siger Jan Vejle. Det er super godt gået.
Han er vendt hjem, fordi han er faktisk oprindeligt vokset op her på egnen sammen med kunstneren Bit Vejle, som står bag Museum for Papirkunst. Hun er nemlig hans storesøster, og de stammer begge fra Tingskoven beliggende imellem Brovst og Fjerritslev.

Bit Vejle har doneret sit livsværk til en fond, som i dag ejer Museum for Papirkunst. Den består af en bestyrelse, hvor der sidder nogle vanvittig dygtige folk, siger Jan Vejle og det er dem, jeg fremadrettet skal arbejde sammen med omkring videreudviklingen af museet, som i øvrigt er det eneste kunstmuseum i Jammerbugt Kommune.

Dejligt at vende tilbage

Jan Vejle er oprindeligt uddannet i historie fra Aalborg Universitet. Han har boet en lang årrække i Dragør på Sjælland, hvor han har arbejdet en del indenfor museumsverdenen på Dragør Museum, Amager Museet og Møllesteds Museum. Samtidig har han været politisk aktiv igennem kommunalbestyrelsen i Dragør.

Desuden har han berørt kulturverdenen i Kulturhuset i København, hvor han bl.a. har arbejdet med koncerter, børnekultur og film. Derudover har han boet både i Alaska og Østgrønland og senest på Ærø, hvorefter det nordjyske trak i ham og førte ham til Hune.

-Det betyder meget for mig at vende tilbage.

Der er noget rart i at komme hjem til det man kender, fortæller Jan Vejle. Jeg er tit blevet gjort opmærksom på, at der er ingen tvivl omkring hvor jeg stammer fra. Det ligger åbenbart dybt i mig.

Derudover er der noget ordentlighed her i det nordjyske, og det sætter jeg stor pris på, så nu har jeg købt hus i Hune, siger han.

Museum for papirkunst 20230301_080103

Gratis entré for plejehjemsbeboere

Som et af de seneste initiativer har Museum for Papirkunst fået en fondsbevilling fra Melsen Fonden. Det har bl.a. betydet, at vi kan invitere 7.300 plejehjemsbeboere gratis indenfor i Museum for Papirkunst.
-Det er vi stolte over. Det er dejligt at kunne bidrage til trivsel og højere livskvalitet for nogle af de svage i vores samfund, afslutter Jan Vejle.
Museet holder åbent alle dage i påsken. Der er pt. 4 særudstillinger, og der er også åbent i Paperplane Airport og Bådehavnen, så børnene kan udfolde deres kreative evner med at bygge papirfly og/eller -papirbåde. Aktiviteterne er også en del af programmet for Påskefestival i Destination Blokhus, hvor der kan indhentes nærmere informationer.

Læs om fantastiske oplevelser og events