Blokhus

Ny sommerhus-tendens i Nordjylland

Træ med træ med træ på er det nye sort

Ejendomsmæglere i Nordjylland oplever en stigende interesse for de klassiske træsommerhuse fra sidst i 1960’erne og 1970’erne, oplyser Home i en pressemeddelelse.

Deres oprindelige træfacader, træinteriør og autentiske træ- eller murstensgulve gør dem særligt attraktive for familier, der ønsker et sommerhus med originale detaljer

Træ, træ, træ og atter træ. Træ på vægge, træ på lofter og ofte også træ eller sten på gulve. Begejstringen er stor blandt købere til de originale sommerhuse.

Her er det netop den autentiske charme, der gør sommerhusene så eftertragtede.

Jeppe Egelund Straarup er ejendomsmægler og indehaver af Home Blokhus, og han oplever, hvordan der er fokus på den originale stil ude på fremvisningerne.

-Det er netop den oprindelige stil, køberne fremhæver – det originale køkken, de originale gulve osv. Det er den stil, de søger, fortæller han.

Hvad karakteriserer sommerhusene?

Et klassisk 70’er sommerhus er typisk imellem 70-90 kvm stort, har et køkken-alrum, tre soveværelser og et badeværelse, som ind i mellem også er udstyret med sauna, fortæller Jeppe Egelund Straarup og tilføjer:

-I vores område ligger de fleste i Saltum og Rødhus. Sommerhusene ligger typisk ikke helt i front til klitterne og vandet, da disse sommerhuse typisk er ældre. De ligger normalt ca. 200-500 meter fra vandet i vores område, ofte på naturgrunde med masser af marehalmsbeklædte klitbakker.

Den typiske køber af de klassiske sommerhuse er ofte i alderen 35 til 45 år gammel, og dermed har mange af dem selv haft glæde af disse huse i deres barndom. Køberne kommer primært fra de større byer i Jylland. En stor del af køberne i Blokhus har rødder i Aalborg-området, fortæller Jeppe Egelund Straarup.

Bevaring frem for modernisering

Sommerhusene, som ofte har stået uberørte siden opførelsen sidst i 1960’erne og 1970’erne, vækker en særlig interesse.

Ejendomsmæglerne hos Home i Nordjylland har bemærket en særlig tendens til, at mange sommerhus-købere i dag er mere fokuserede på at bevare den autentiske atmosfære fremfor at modernisere – en tendens, der adskiller sig markant fra tendensen på andre boligtyper.

-For nogle er det, hvad de vil betegne som et ’rigtigt sommerhus’, fordi de er ældre og helt uberørte, forklarer Jeppe Egelund Straarup.

Mens nogle købere måske fjerner gulvtæpper for at fremhæve de oprindelige gulve, er der stort set aldrig nogen, der ændrer væsentligt på husenes udtryk.

-Det handler for kunderne mere om ’Hvordan kan jeg bevare?’ end om ’Hvordan får jeg nyt?’, siger Jeppe Egelund Straarup, der ser en klar tendens til, at disse sommerhuse ofte får lov til at leve videre i deres oprindelige form.

Retro-sommerhusene ryger hurtigt

Den stigende interesse har også en markant effekt på salgstiden.

-De sidste ejendomme, vi har solgt af denne type, er blevet solgt utrolig hurtigt hver gang, og de står aldrig uden aktivitet, siger Jeppe Egelund Straarup. Køberne er typisk hurtige til at slå til, sommetider før ejendommen overhovedet når at blive annonceret på nettet. Sommerhusene ligger typisk i prisklassen 2 til 3 millioner kr.

Selvom interessen for det originale er stor, gælder det ikke i samme grad for hus- og villa-segmentet.

-Huse fra 1960’erne og 1970’erne er sjældent bevaret i deres oprindelige form, da de ofte har gennemgået en eller flere renoveringer. På sommerhusmarkedet er det derimod mere almindeligt, at ejendommene får lov at blive ældre og forblive uændrede, forklarer Jeppe Egelund Straarup.

Typiske kendetegn ved de originale sommerhuse

  • Trædomineret interiør: Træ på vægge, lofter og ofte også på gulve
  • Originale detaljer: Bevarede oprindelige elementer som køkken, gulve og træfacader
  • Indretning: Typisk 70-90 kvm med køkken-alrum, tre soveværelser og et badeværelse, ofte med sauna
  • Bevaring af detaljer: Køberne søger at bevare husets autentiske udtryk i stedet for at modernisere

 

Kilde: Home

Læs om fantastiske oplevelser og events