Nyheder
imported

Ny udstilling i Hune Bageri

Jonathan Lillelund fra Ingstrup har altid været kreativ. – I påsken vil hans kunstværker præge væggene i caféen ved Hune Bageri.

Tekst og foto: Lotte Kande 

– Lige siden jeg har har holde på en blyant har jeg tegnet. Jeg har brugt blyanten som et værktøj til at udtrykke mine ideer. Jeg startede med at lave tegneserier længe før jeg kunne skrive og da jeg lærte at sætte ord sammen, fik mine serier en helt ny dimension, fortæller Jonathan Lillelund, der bor i Ingstrup. Han er 21 år gammel og går under kunstnernavnet Platuglen.

Her søger jeg min inspiration

-Jeg har altid været meget opmærksom på hvad der foregår omkring mig. Som mindre kunne det være ture i svømmehallen, biografstunder osv. Med tiden er naturen blevet min helt store inspirationskilde, fortæller Jonathan. Han har bl.a. lavet en serie af tegninger kaldet ”De sovende huse”, som også vises på udstillingen i Hune Bageri. De sovende Huse tager udgangspunkt i naturens former, trækroner, buske, gamle forvredne træstammer, planker mv. Men også verdenshistorien giver ham inspiration, især når det gælder påklædningerne til hans tegnede figurer. Jonathan har også haft et større fokus på vikingetiden, der har inspireret ham til, hvilke instrumenter, værktøjer mv., der skal indgår i værkerne. –Ved at nærstudere mine tegninger vil man forhåbentlig opleve en masse små detaljer, som man i første omgang måske ikke ville have bemærket. Men jeg er en meget detaljeorienteret tegner og der ligger et stort research arbejde bag mine tegninger, fortæller Jonathan.

Udstillinger

Jonathan Lillelund har tidligere udstillet på NovemberKunst på Ingstrup Efterskole, han har ligeledes været idémageren bag sidste års illustration af Skulpturparken Blokhus, ligesom han har hjulpet aktivitetsudvalget i Blokhus med at male skilteløsninger til eventen; Blokhus Blue. For øjeblikket udstiller han med 18 tegninger på Hjørring bibliotek. Udstillingen i Hune Bageri kan ses fra fredag d. 23. marts, hele påsken og frem til slutningen af april. Selv siger Jonathan om mulighed for at udstille i Hune, – Jeg er dybt taknemmelig for denne mulighed. Jeg håber at flere herved vil få øjnene op for mine værker og blive bekræftet i, at kunst også kan udtrykkes med blyantstreger. Dog er den vigtigste faktor for mig, at jeg kan bidrage til, at nogle kan få glæde og et smil på læben af mine værker, afslutter Jonathan.

 

Læs om fantastiske oplevelser og events