Nyheder
imported

NYE FORPAGTERE PÅ BLOKHUS FISKERESTAURANT

”Match made in heaven”, sådan lyder det fra de nye forpagtere af Blokhus Fiskerestaurant, der ser frem til at genåbne ét af vestkystens populære spisesteder

Nyhed:

Nye forpagtere på Blokhus Fiskerestaurant

”Match made in heaven”, sådan lyder det fra de nye forpagtere af Blokhus Fiskerestaurant, der ser frem til at genåbne ét af vestkystens populære spisesteder

Tekst og Foto: Lotte Kande

Restauratør Elian Abdel-Ahad, 28 år og køkkenchef og Jarlis Engelhardt Nilsson, 34 år, er to unge og kreative, men mest af alt ambitiøse kokke, som netop har overtaget forpagtningen af Blokhus Fiskerestaurant, og de er klar til at byde indenfor i de velkendte lokaler i påsken.

Erfaring

De to har mange års kammeratskab på bagen, et kammeratskab der udviklede sig i tidernes morgen på Gl. Vrå Slot. Her var Elian, i en alder af kun 22 år, køkkenchef og Jarlis var hans elev. Sammen fandt de melodien, og når man spørger Jarlis om det kunne være svært at være under ledelse af en yngre fyr, svarer han, at han aldrig har følt det som et problem.

–Elian er én af de dygtigste køkkenchefer, jeg har mødt. Vi har den samme forståelse for kvalitet, vi er enige om det visuelle udtryk og smagsoplevelsen, men vigtigst af alt har vi respekt og forståelse for hinanden. Da jeg møder Elian første gang, er jeg en smule modløs indenfor faget. Men hurtigt vender situationen, idet jeg mærker den passion, han har for madkunst og det smitter helt naturligt af på mig.

Sammen har de efterfølgende været en del af Strandgårdens Badehotel på Læsø. Én stor udfordring for dem begge, idet de overtog stedet fra en kvalitetskok, der havde oparbejdet tre stjerner i Gourmet Guiden. – Det gjorde, at vi på ingen måder kunne eller ville slække på kvaliteten. Sammen blev vi bare stærkere og vi udviklede hver aften en ny ”dagens menu” med tre lækre retter af de bedste råvarer fra lokale producenter, fortæller Elian.  

Efter eventyret på Læsø rejser Jarlis bl.a. til Grønland for at arbejde på Thule Air Base, mens Elian overtager driften af Teatercafeen i Aalborg.

Drømmen

Men drømmen om at starte virksomhed sammen igen, kan de ikke slippe. Fra de bliver opmærksomme på muligheden om at forpagte Blokhus Fiskerestaurant – til de skriver under, går der kun seks dage.

– Vi vil fortsat drive stedet som fiskerestaurant, men naturligvis med vores personlige touch. Vi sidder i øjeblikket og lægger sidste hånd på vores menukort, der indeholder klassiske frokostretter, et moderne a’ la’ carte kort, fiskebuffet og en spændende mulighed for take-away. Som udgangspunkt vil vi holde åbent hele året, fortæller de. Blokhus Fiskerestaurant bliver fantastisk. –Vi tænker ens, har samme tilgang til mad og når vi samarbejder om et fælles mål behøver vi ikke engang kigge på hinanden, vi ved hvad vi hver især tænker, afslutter de.

Læs om fantastiske oplevelser og events