Tekst: Louise Kande – Foto: Presse
Palle Jensen tiltrådte d. 1. maj efter 30 år i Fårup Sommerland, hvor han senest fungerede som souschef inden for Food & Beverage. Og den første tid har været hektisk, medgiver Palle Jensen.
– Jeg har brugt den første måned på at sætte mig ind i driften og skabe mig et grundigt overblik. Desuden har jeg afholdt samtaler med medarbejderne, som, i min optik, er den vigtigste ressource i forhold til at gøre en forskel i mødet med vores gæster, siger Palle Jensen.
En stor udvikling
Han er født og opvokset i Hune og har fulgt udviklingen af lokalområdet fra slidt badeby til den toptrimmede destination, som området er i dag. Som ganske ung fik han job i Fårup Sommerland – i første omgang var der tale om et sæsonjob, men den unge mand havde potentiale, og han fik tilbudt fastansættelse. -Jeg har arbejdet som håndværker og været med til at bygge de store attraktioner i parken, været tillidsmand igennem ti år, været parkleder og senest har jeg fungeret som souschef – alle disse funktioner har givet mig en bred vifte af erfaringer, som er en god ballast i mit nuværende job, siger Palle Jensen, der har erfaret, at direktørjobbet er alsidigt. – En dag sidder jeg til møde med kommunen, og aftenen efter dækker vi sommerblomster til med tæpper for at beskytte mod nattefrost, smiler Palle Jensen.
Store sko skal udfyldes
Der er ingen tvivl om, at det er et par store sko, han skal udfylde efter 67-årige John Andersen, som ønsker at trække sig fra ledelsen for at få mere tid til familie og rejser. – Jeg har stor respekt for alt det, John har udrettet, ikke blot i den gamle skole, men i hele lokalområdet. Jeg er stolt over, at jeg har fået muligheden for at fortsætte den positive udvikling af stedet. Det var en stor beslutning at forlade Fårup Sommerland, men muligheden for at få lov til at lede dette sted, kunne jeg ikke lade gå fra mig, siger Palle Jensen. Og ud fra antallet af reaktioner fra omgivelserne at dømme, er der mange, der har sin tvivl om, hvorvidt John Andersen reelt er klar til at slippe tøjlerne. – John og jeg har et fantastisk samarbejde, vi har samme humor, vi kan sige tingene som de er, og vi deler de samme store visioner for Skulpturparken og Kulturhuset Blokhus. John har været tydelig i forhold til medarbejderne og sagt, at nu er det mig, der er chefen, selv om han naturligvis stadig har sin gang i Kulturhuset, siger Palle Jensen. – John har et stort drive og en stor viden, som jeg suger til mig, og vi har aftalt en løbende overdragelse hen over de kommende måneder. Det er klart, at der kan opstå situationer, hvor han ikke kan lade være med at blande sig, men så tager vi en snak om det, og så er det løst. Jeg har forståelse for, at en entreprenør som John har svært ved at sidde på hænderne, men omvendt er det også vigtigt, at jeg har det fulde ledelsesansvar, siger Palle Jensen.
En række visioner
Den nye direktør har en lang række visioner for den fortsatte udvikling. Nogle af dem er endnu for tidligt at løfte sløret for, påpeger han. Men fokus er at sikre den fortsatte positive udvikling, som stedet har oplevet i de seneste år. – Der er allerede skabt et solidt fundament, og det skal bygges videre på, så vi får endnu flere gæster til at besøge os hele året rundt, siger Palle Jensen for hvem gæstetilfredshed er yderst vigtigt. – Jeg kommer med en solid baggrund indenfor oplevelsesbranchen, og den erfaring vil jeg gøre brug i mit nye job. Fårup Sommerland har en gæstetilfredshed på hele 99 procent, og oplevelsen af god service er afgørende for, at gæsterne vælger dig til, siger Palle Jensen.
625m2 markedsarkade
Rent fysisk kommer der til at ske store ændringer i de kommende måneder. Byggeriet af en markedsarkade på 625m2 er netop gået i gang. Tanken er, at bygningen blandt andet skal huse boder i forbindelse med ”Magisk Jul” – hidtil har de haft plads i et stort telt, der var opsat til lejligheden. – Det bliver et stort plus for stedet, at vi får denne markedsarkade, som vi ikke blot vil benytte i forbindelse med ”Magisk Jul” men hele året rundt, og det vil uden tvivl medvirke til, at gæsterne får en totaloplevelse, når de besøger parken, siger han.
Blokhus Bryghus
Det er ikke blevet til megen fritid for Palle Jensen, efter at han kunne skrive direktør på visitkortet men den tid han har, bruger han gerne på at blæse hovedet igennem på mountainbike i terrænet ved Svinkløv eller han tager på jagt i området ved Tranum. Og så er brygning af øl hans store passion. – Vi var nogle kammerater, der, for år tilbage, begyndte at brygge øl sammen, og vi har købt domænet ”Blokhus Bryghus”, så hvem ved, måske vi på et tidspunkt skal have et bryghus i Kulturhuset, siger Palle Jensen med et smil.