Nyheder
imported

Nyhed: Gæsterekorder i sommerlandet

De seneste uger har budt på usædvanligt mange turister og gæster i Destination Blokhus. Det har betydet gæsterekorder hos både Museum for Papirkunst og Skulpturparken Blokhus.

Tekst: Louise Kande – Foto: Poul Nymark

Solskin og blæst kombineret med lidt regn. Dansk sommer er også godt vejr. Sammen med regeringens sommerpakke, som betyder halv billetpris, har det fået familier til at strømme til Blokhus – særligt Museum for Papirkunst og Skulpturparken Blokhus mærker øget efterspørgsel.

Sand-vejr er vigtigt

 – Vi jubler jo faktisk over, at der har været, det vi kalder ”sand-vejr”, og så har vi haft mulighed for at tilslutte os sommerpakken fra Kulturministeriet, som betyder halv billetpris. Det til sammen har skabt helt uventet men glædelig travlhed i Skulpturparken Blokhus, siger direktør John Andersen. På trods af en meget sløv forårssæson forventer direktøren at komme helskindet igennem sæsonen. – I uge 29 og 30 har vi slået den ene gæsterekord efter den anden. Sammenligner vi os med 2019 har der i disse uger været mellem 600-800 flere gæster i parken – dagligt. Således har vi nogle dage haft mere end 2100 gæster inde om dagen. Det er jo helt fantastisk, siger den tilfredse direktør. Men der er ikke kun smil på læben. – Vi kan samtidig konstatere, at forårsmånederne virkelig var hårde for parken med meget færre gæster end normalt. Alt i alt håber jeg, med denne sommerpakke, at vi kommer igennem 2020 med et nogenlunde resultat, afslutter han. 

Flere besøgende

Og der er flere danskere som på grund af coronakrisen holder sommerferie i Danmark, og de går nu i stort tal på opdagelse i deres eget land. – Vi ser gæster i Museum for Papirkunst, som tæller en målgruppe, som vi ellers ikke ser så ofte. Vi har haft flere besøgende de sidste par uger, end vi havde på samme tidspunkt sidste år. Jeg synes, konceptet er bragende godt, fordi vi vil meget gerne have børnefamilierne ind på museet. Vi har gode aktiviteter til børnene – og vi kan noget og gør noget, som faktisk er en kulturskat, og som mange flere sandsynligvis, via sommerpakken, får øjnene op for. Det er vores indtryk, siger Ditte Ninn, Besøgs- og administrationsleder på Museum for Papirkunst. Hun håber, at opbakningen fortsætter, når sommerpakken udløber den 9. august. – De foregående år har vi haft mange besøg fra foreninger og busselskaber i skuldersæsonen og vi håber at opbakningen hertil, kommer igen. Det skaber en god base for hele erhvervet i området, siger hun afslutningsvis.

 

 

Læs om fantastiske oplevelser og events