En nyfødt orangutang fra Aalborg Zoo har ramt hjerterne hos både danskere og folk i udlandet.
Over en million har fulgt den lille unges dramatiske start på livet – en historie, der i løbet af få dage gik viralt og blev omtalt i både tv og aviser.
Den 28. maj kom en lille unge – kun på størrelse med en bamse – til verden i Aalborg Zoo. Fødslen vakte stor glæde, men hurtigt blev glæden afløst af bekymring. Noget var galt. Moderen, Ruti, kunne ikke finde ud af at amme sin unge, som hurtigt blev afkræftet.
-Ruti viste tydelige moderinstinkter og passede godt på sin unge, men hun havde simpelthen ikke teknikken til at amme. Dyrepasserne var grædefærdige, og det var hjerteskærende at se den lille blive svagere og svagere, fortæller Susanne Solskov, der er ansvarlig for events, presse og kommunikation i Aalborg Zoo.
Orangutanger er intelligente dyr, som lærer gennem observation. At Ruti ikke kunne knække ammekoden skyldes, at hun ikke har haft en rollemodel at spejle sig i.
Dyrepasserne besluttede at ty til alternative metoder. Først forsøgte en af dem med en orangutangbamse at demonstrere, hvordan man ammer. Det virkede ikke. Så tog de næste skridt: De gik på udkig i haven og fandt en kvindelig gæst, der trillede rundt i zoo med sin barnevogn. Hun blev spurgt, om hun skulle amme sit barn i zoo, hvilket var tilfældet – hun indvilgede i at sætte sig bag en glasrude, så Ruti kunne se, hvordan man ammer.
Og det virkede. Kort tid efter lagde Ruti sin unge til – og den begyndte at die.
– Dyrepasserne var grædefærdige, men denne gang var det på grund af glæde. Det har været fuldstændig fantastisk at opleve. Jeg får stadig gåsehud, bare jeg taler om det, siger Susanne Solskov med et smil.
Solstrålehistorien om Ruti og hendes unge har vakt enorm opmærksomhed. På Aalborg Zoos sociale medier er historien blevet vist over en million gange – og den er blevet delt vidt og bredt både i Danmark og i udlandet. 25 procent af visningerne kommer fra Ungarn, hvilket skyldes, at Ruti oprindeligt kommer fra en zoologisk have i Ungarn.
-I Ungarn følger de stadig med i, hvordan Ruti har det, og ungarsk tv har lavet optagelser med dyrepasserne. Historien er også nået til Borneo, hvor orangutangerne hører hjemme, og i det hele taget oplever vi, at mange gæster kommer netop for at se Ruti og hendes unge, fortæller Susanne Solskov – og tilføjer, at det hele stadig føles som et lille mirakel.
