Tekst: Louise Kande – Foto: Poul Nymark
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen argumenterer for en genåbning af restauranter og storcentre allerede i næste fase af genåbningen af Danmark. Det betyder måske, at man skal prioritere storcentre frem for biblioteker og restauranter over offentlige kulturhuse, så længe det er sundhedsmæssigt forsvarligt, siger Jakob Ellemann-Jensen til TV2. Anita Michaelsen, indehaver af Kunstcafeen Blokhus er enig. – Indtil videre skal vi holde lukket for gæster i caféen frem til den 10. maj – men har i mellemtiden take away. Hun påpeger dog, at det kunne være rart med en mere klar besked fra Regeringen. – I de politiske forhandlinger om næste fase for genåbningen af Danmark har regeringen foreslået at åbne mere af detailhandlen og for udendørsservering for restauranter og cafeer. Men det er jo ikke vedtaget, og vi ved ikke engang, om de åbner op for, at vi må have gæster i caféen fra den 10. maj. Vi kan jo godt holde til at have åbent udelukkende med take away for en periode – endda udendørsservering, men det er naturligvis vigtigt for os at vide, om det er i den nærmeste fremtid eller ej at vi må åbne helt, konstaterer hun og tilføjer: – De danske gæster er jo enormt loyale overfor caféen, og det er vi så taknemmelige for. Men det kunne være godt at få afklaring omkring, hvorvidt vi kan forvente at få udenlandske turister til sommer. De skaber jo også et fundament for forretningen, siger hun og påpeger, at det naturligvis skal være sundhedsmæssigt forsvarligt.
Vigtigt at passe på hinanden
På Kunstcaféen har man taget alle forholdsregler og overholder retningslinjerne fra myndighederne samt regeringen. – Vi passer på vores gæster, der henter mad, men absolut også på hinanden i køkkenet. Sundheden er vigtigst, men den manglende afklaring omkring fremtiden for caféer og restauranter er hård, siger Anita afsluttende.