Nyheder
imported

Nyhed: Hulehygge i haven

Tilbring nætterne i shelteret og oplev naturens magi, når solen og havens fugle vækker jer. Det vil helt sikkert vække begejstring hos de mindste og skabe minder, der varer evigt.

Tekst: Louise Kande – Foto: Presse

Den smukke danske natur skal opleves – endda særligt i disse dage, hvor der er behov for god plads og højt til himlen. Hvorfor ikke starte i haven? Sæt gang i familiens friluftsliv med et shelter i haven og lad opdagelserne begynde.

En trend der er kommet for blive

Flere og flere er med på den nyeste tendens med shelter i egen baghave. De oplever at have deres eget frirum, hvor man kan koble af fra hverdagens ræs. – Det er blevet populært, der er mange der gerne vil sove ude, fortæller Holger Kjærgaard fra virksomheden Kjærgaard’s Naturværksted i Ingstrup. Han har i samarbejde med Michael Jensen, MJ Skovservice, valgt at fokusere på danskproducerede og individuelle totalløsninger indenfor bl.a. shelters, bålhytter, bålpladser og naturområder i haven. Dette skaber frirum og plads til leg for både børn og voksne. – Det er virkelig blevet en trend i tiden, at man gerne vil være mere ude, og jeg tror på at det fortsætter i endnu højere grad, siger Holger Kjærgaard. I sin grundudformning er et shelter et halvtag med tre lukkede sider; så har man et fint overnatningssted med ly for regn og vind. Ideen med dette halvåbne hus til overnatning stammer fra Sverige, hvor bønderne brugte dem i tidligere tider til overnatning, når de slog hø og der var for langt hjem til gården. I mange private haver fungerer et shelter som et ekstra gæsteværelse og er et naturligt samlingssted i haven.

Placeringen er vigtig

Hvis man spørger Holger Kjærgaard, er han ikke i tvivl om, hvad der er vigtigt med et shelter. – Først og fremmest skal shelteret have en funktionel størrelse der matcher familiens behov. Vores shelters bliver fremstillet i samarbejde med MJ skovservice på eget Logosol savværk. Godt håndværk samt træ af høj kvalitet, er med til at sikre god kvalitet og lang levetid, siger han.  Når shelteret er produceret efter kundens ønsker, er det vigtigt at det får den helt rigtigt placering i forhold til læ og udsyn på grunden, siger han og tilføjer, at det også er vigtigt, at der tages højde for mulig udvidelse af shelterpladsen, evt. med tilføjelse af en god og funktionel bålplads. En god bålplads giver både mulighed for at lave lækker bålmad men bidrager også til sammenhold og en hyggelig stemning på kølige sommeraftener.

Det bedste råd

– Prøv at gøre shelterlivet til et sted med kontrast til hverdagens faste programmer, computere, møder og pligter. Hold i stedet fast i stemningen af det mere primitive og simple udeliv – altså det at være sammen om at snakke, læse, lege og hygge. Det vil helt sikkert skabe hyggelige stunder, som både voksne og børn aldrig glemmer igen, afslutter Holger Kjærgaard.

 

Læs om fantastiske oplevelser og events