Nyheder
imported

Nyhed: Kunstcafeen udvider

Der bliver mere plads til de mange gæster ultimo sommer, når udvidelsen og ombygningen af de yderligere 200m2 står færdig.

Tekst: Louise Kande – Foto: Presse

1. juli 2019 kan Anita og Cecilie Michaelsen fejrer 5 års fødselsdag.  Og på de fem år er der sket meget. Kunstcaféen har siden opstarten været inde i en rivende udvikling, vundet adskillige priser, købt bygningen og har netop igangsat endnu en udvidelse der kan imødekomme den stadig stigende efterspørgsel, særligt på fester og selskaber. – Da vi udvidede med mormorstuen tilbage i 2016, var det for at få plads til flere a’ la carte gæster. Jeg har længe gået og tænkt over, om jeg burde udvide igen, fordi vi simpelthen alt for ofte har måttet sige nej til gæster, der har haft ønske om at holde fester og selskaber, fordi vi ikke har haft pladser nok, forklarer Anita. – Men så kom muligheden for at købe bygningen og dermed udvide med yderligere 200m2 og så måtte jeg jo slå til, understreger Anita.

2019 – endnu et vildt år

Indenfor det sidste år har Anita og Cecilie også haft vokseværk på personalesiden. De er gået fra at have fem til mere end 30 ansatte.  – I forbindelse med udvidelsen kommer der også ændringer af køkkenet, mere lagerplads, toiletfaciliteter for de tilstødende lokaler og således får vi mere plads, og der bliver mulighed for at lave endnu mere mad, forklarer Anita, der med en vis ydmyghed i stemmen afslutter med at sige: – Nu må vi se, hvordan det går. Vi glæder os i hvert fald helt vildt til at det står færdigt. Den suveræne opbakning og tillid fra de lokale, skal vi jo leve op til, og det vil vi gøre vores bedste for. Men det er lidt vildt, at vi til vores 5 års fødselsdag er i gang med 2. udvidelse, indrømmer hun med et smil.

Læs om fantastiske oplevelser og events