Nyheder
imported

Nyhed: Super Brugsen i Pandrup tager over

Efter 8 år i Blokhus, lukkede Dagli' Brugsen Blokhus lørdag den 24. august, efter flere års vigende resultater. Nu venter en ny fremtid for de ansatte og kunderne.

Tekst: Louise Kande – Foto: Blokhus avis

Med røde tal på bundlinjen, kan man ikke forsætte i det uendelige med at drive forretning. Det er således også blevet resultatet for Dagli’ Brugsen i Blokhus, der lukkede efter 8 år, lørdag den 24. august. – Fra onsdag d. 21. august til lørdag d. 24. august, kørte vi slutspurts-udsalg på vores varer og således stod vi lørdag aften kun tilbage med 3 paller kolonialvarer, der blev pakket sammen og sendt til Coops øvrige butikker, fortæller Ulrik Troldborg der var uddeler i Blokhus. Han har tidligere været uddeler i andre brugsforeninger samt souschef i Super Brugsen i Løkken de seneste fem år, hvor han nu vender tilbage. – Jeg var i Blokhus for at skabe en god sommersæson og for at afvikle butikken på bedste vis, siger Ulrik og fortsætter. – En af mine fornemste opgaver var også at sikre vores fantastiske personale gode vilkår og plads i andre af Coops brugsforeninger, og det synes jeg, at vi er lykkedes med.

Kendte ansigter

Anne-Marie Larsen, som har været ansigtet udadtil fra kassen de seneste knap 20 år i Blokhus, har jo været en utrolig vigtig medspiller for Dagli’ Brugsen. Vi er taknemmelige for hendes indsats og har sikret, at hun nu kan starte i Super Brugsen i Pandrup, fortæller Ulrik. Tanja Lundgaard, som var delikatesseleder i Dagli’ Brugsen fortsætter også i Super Brugsen i Pandrup. – Butikkens medlemmer fik tilbudt nyt medlemskab i SuperBrugsen Pandrup, da butikken lukkede ned og vi henviser også vores mange kunder til at køre de små 8 kilometer til Pandrup for at handle. Det bliver velkendte ansigter de møder – og Anders Sølvkær, der er uddeler i Pandrup, kender de fleste jo også fra hans tid i Blokhus, afslutter Ulrik med et varmt smil og tilføjer, – Tak for den tid, vi har været i Blokhus. Det er en spændende turistdestination, som vi er ærgerlige over, at skulle fra.

 

Læs om fantastiske oplevelser og events