Tekst: Lotte Kande – Foto: Presse
Det er kun seks uger siden at foreningen, Kulturens Venner Blokhus, så dagens lys. En forening med det formål at udvikle, understøtte og kordinere initiativer og aktiviteter indenfor alle kulturelle områder: Musik, kunst, kultur; inspirerende foredrag samt udsmykning af området. Foreningen ønsker, at være en inspirerende samarbejdspartner, der sammen med de øvrige foreninger medvirker til udvikling og fornyelse af arrangementer af enhver art, både uden- og indendørs hele året.
Siden sidst
Kulturens Venner Blokhus har siden stiftelsen afviklet bestyrelsesmøde hver 14. dag med det formål, at få forventningsafstemt i forhold til forskellige personlige kompetencer, interesseområder og dels i forhold til en brainstorming over hvilke kulturelle aktiviteter der mangler i Blokhus-Hune området. – Alt sammen i respekt for de mange arrangementer der allerede arrangeres henover året i forhold til Erhvervsforeningen, Destination Blokhus årsplan, Spillestedets koncert kalender, arrangementer i Futtens Gård og i Kulturhuset og Skulpturparken, udtaler Kai Møller til Blokhus avis. Han glædes dog over, at kunne offentliggøre hvilke indsatser foreningen arbejder med. Nemlig, en Fiske- og Gourmetfestival, hvor Blokhus, udover spiselige oplevelser i særklasse, skal forsøge at finde en lokalfisk, der kendetegner området.
Korfestival, kunst og kultur
Der foreligger også et ønske om afholdelse af en korfestival med deltagelse af lokale kor, kor fra Nordjylland og kor fra, som minimum, de nordiske venskabskommuner i Jammerbugt kommune. Ligesom foreningen i samarbejde med lokale kunstnere ønsker at etablere arbejdende værksteder i Blokhus, arrangere spændende kunstudstillinger og samtidig forskønne nogle af de allerede eksisterende installationer. – Det kunne være spændende om lokale kunstnere, kulturskolen, Kulturelt Samråd og børn og unge, for at tage nogle eksempler, kunne have lyst til at dekorere de mange grå bænke området har, både i udtryksform, farve og materiale, udtaler Kai Møller.
Foredrag, involvering og samarbejde
Der arbejdes endvidere på en række foredrag der skal komme lokalbefolkningen og andre interesserede til gode i vinterhalvåret. Kulturens Venner Blokhus har i starten af januar, 2020, planer om at involvere foreningens medlemmer til at deltage i arbejdsgrupper inden for de forskellige temaer. Formand, Kai Møller og næstformand, Helge Ravn, har netop afholdt møde med Helle Bak Andreasen, formand for Kultur og Landdistriktsudvalget, Kulturkonsulent Ulla Tjell, formand for Kulturelt Samråd, Inge Pedersen og lederen af Jammerbugt Kulturskole, Henrik hammer, med det formål dels at gøre opmærksom på Blokhus-Hunes nye forening, visioner og mulige samarbejdsrelationer. – Et meget positivt møde, afslutter Kai Møller