Støberiet i Nørhalne med syv forskellige typer indretning
– Inden for de kommende par måneder begynder nedrivningen af bygningen på Støberivej i Nørhalne, da TM Ejendom, som Michael Klitgaard og Tom Jakobsen står bag, vil opføre et nyt kvarter med 28 arkitekttegnede boliger.
Tre forskellige størrelser
Boligerne kan variere i størrelse fra 90 og 100 til 120 kvadratmeter, og der er syv forskellige typer af indretning af boligerne. De bliver opført i fem rækker, oplyser ejendomsmægler Mathias Overgaard fra Nybolig i Aabybro.
Første etape
Først etape opføres, hvor den nuværende bygning ligger, og der bliver bygget otte boliger på hver 90 kvadratmeter, som alle sættes til salg, men det kan komme på tale at leje dem ud, hvis de ikke er solgt, når de er færdigopført.
Dog bliver et af husene reserveret til udstillingshus.
Moderne funkisstil
Der bliver tale om byggeri i moderne funkisstil med fokus på kvalitet, og det bliver meget energivenlige boliger.
Og området bliver forbundet med en anden nyere udstykning, Nicolajs Have, med et stisystem.
Prisniveauet for ejerboligerne er fra 1.695.000 kroner til 2.145.000 kroner.
Der er forventet indflytning til oktober/november 2020 for etape 1, oplyser Mathias Overgaard.