Nyheder
imported

Nytårsforsætter – og gode råd til at overholde dem

Nytårsaften opstiller rigtig mange pligtskyldigt et nytårsforsæt. For vi har jo alle nogle ømme punkter i levevisen, som skyldfølelsen konstant gnaver i. Desværre glipper det ofte. Intentionen er fin nok, men de gode hensigter går desværre ofte tabt midt i januar.

De mest populære nytårsforsætter er:

  • Leve sundere
  • Dyrke mere motion
  • Arbejde mindre
  • Mere tid til det vigtige
  • Mindre stress

Men, det behøver ikke at gå galt med forsætterne. Her er de bedste råd til, hvordan du lykkes med dit nytårsforsæt.

  • Din egen beslutning – Opbyg den nødvendige indre motivation. Dvs. at du vitterlig vil gennemføre det.
  • Ingen pludselig indskydelse – En sidste-øjebliks-beslutning 5 minutter før Rådhusklokkerne ringer nytåret ind er dømt til at mislykkes. Find i god tid det ømme punkt, som du virkelig ønsker at lave om på.
  • Kun ét forsæt – Opstil kun et enkelt nytårsforsæt. Du kan ikke ændre hele levevisen på én gang.
  • Vær realistisk  – Start i det mindre og byg op. Herved bliver du stolt af dig selv, i stedet for at føle dig som en fiasko.
  • Sæt mål på – Vær konkret i dit nytårsforsæt. ”Jeg vil tabe mig 5 kilo inden 1. juni” er meget bedre end diffuse og uforpligtende løfter, såsom ”Jeg vil tabe mig”.
  • Klap dig selv på skulderen – Ros dig selv dagligt – og giv gerne dig selv en belønning når du har nået forskellige ”milepæle” undervejs.
  • Forudse problemerne – Gør dig på forhånd nogle tanker om, hvad du vil gøre, såfremt du får problemer med at holde forsættet.
  • Hold fast – Det gamle mønster føltes måske mere trygt. Men vid at du er på vej, at du har styringen og du ved muligvis allerede hvad dit næste mål eller drøm er.

Vær realistisk

Op mod 40 % får succes med at gennemføre nytårsforsættet i første forsøg. Naturligvis afhænger succes’en af, hvad forsættet er. Rygestop er svært, mens det går bedre med at komme i gang med at leve sundere og dyrke mere motion.

Nøglen til succes er at indse, at du begiver dig ind i en proces, ikke bare en engangsaffære, og at det tager tid og kræfter at ændre adfærd og bryde uvaner. Sæt ikke for høje mål, men vær ydmyg og realistisk. Ellers ærgrer du dig, såfremt det ikke bliver indfriet, og du mister da helt motivationen.

Godt nytår – og nyd din ”nye” livsstil

 

Inspiration:  Habitmanager / jerk.dk

Læs om fantastiske oplevelser og events