Blokhus:
-Før Elvis var der ingenting, sagde John Lennon engang, men nu er der guidede rundvisninger og udstilling d. 25. maj på Blokhus Rock & Roll Museum kl. 13 & 16
Tekst: Louise Kande – Foto: Presse
Blokhus Rock & Roll Museum er klar til 2. sæson. Udover den store 150m2 store udstilling, vil der i år også være specialudstillinger og guidede rundvisninger for publikum.
Udover at opsamle og beskrive historien om de bedst kendte og mest indflydelsesrige rock and roll musikere, producere og andre fra personer med markant indflydelse på området, fastslår Benny Vejlby, at sæson 2014 bl.a. vil indeholde spændende specialudstillinger om Beatles eneste koncert i Danmark 4. juni 1964 samt udstilling om Elvis Presley´s første grammofonplade, indspillet 5 juli 1954.
– Der er lavet en stor udstilling med nogle uhyre sjældne fotos som en god ven tog fra 1. række den aften for 50 år siden. Denne fotoserie er forstørret og udstillet sammen med koncertbilletter og original set-liste. Beatles udstillingen viser derudover mange sjældne effekter som grammofonplader, souvenirs, avisudklip, guldplade mm, udtaler Benny Vejlby
Du kan også opleve
Privatsamlingen på Rock & Roll Museumet indeholder et musikalsk tilbageblik på de sidste 60 års populær-musik, sjældne demoplader, guld-plader, personlige ejendele – som f.eks. Janis Joplin`s ring, Marilyn Monroes ur, Eddie Cochran check fra 1958. Elton John's Slips, Elvis' første grammofonplader, sjældne Beatles plader, Michael Falch's T-shirt fra Malurt 1981, Rock-guitarer, samt mange sjældne autografer og meget mere.