Fredag den 18. juli omdannes Pandrup til én stor festplads, når Pandrup Kaas Handel & Erhverv inviterer til årets hyggeligste handelsdag og aften – Pandrup By Night.
Bredgade spærres af og forvandles til gågade med masser af liv, musik, gode tilbud og aktiviteter for hele familien. Butikkerne holder åbent helt til kl. 22.00 og lover stærke tilbud hele dagen, oplyser arrangørerne.
Mød MasterChef-vinderen i Pandrup
En af årets nyheder er, at du kan glæde dig til et eksklusivt live madshow med den karismatiske MasterChef-vinder anno 2025: Christian Jensen Damgaard. En aktivitet Kop & Kande står bag. Imellem kl. 18 og 20 kommer han og tryller med både pander og personlighed, så du efterfølgende kan gå hjem og være masterchef i eget køkken. Han demonstrerer en helt ny ret, deler tips og skriver autografer, så der er masser at glæde sig til.
– Jeg glæder mig utrolig meget til at besøge Pandrup og møde alle de skønne lokale mennesker. Jeg synes, det er fantastisk at høre, hvordan lokalbefolkningen bakker op om de erhvervsdrivende, og jeg er stor tilhænger af det lokale fællesskab. Jeg håber, at jeg kan være med til at inspirere folk til at lave lækker og sæsonbetonet mad – uanset niveau, udtaler vinderen af MasterChef 2025.
Musik og fest på torvet
Kl. 16.00 går Tørvebisserne på scenen og skruer op for stemningen med festlige toner. Senere – kl. 19.30 – fortsætter festen med ABBA Girls, som leverer alle de uforglemmelige ABBA-hits. Det bliver en dag og aften fyldt med fællessang og hygge, hvor børnene også kan bruge masser af krudt og energi i hoppeborgene.
Gratis bio for børn
Handelsstandsforeningen står ikke blot bag by night. De har også et samarbejde med Pandrup Kino, som er en populær tradition. Alle torsdage i juli vises aktuelle børnefilm i byens biograf. Det er blandt andet Den vilde robot, Vaiana 2 og Sonic 3. Billetudleveringen sker fra torsdag kl. 13.00, og der er et max på 6 stk. pr. husstand. Aktiviteten er sponsoreret af Pandrup Kaas Handel & Erhverv.