Siden 1923 har filmlyset flimret i Pandrup Kino. I dag holdes biografen i live af mere end 50 frivillige ildsjæle, der sikrer både kaffe på kanden og premierefilm på lærredet.
I mere end 100 år har mørket sænket sig over salen i Pandrup Kino, og filmlyset har flimret hen over lærredet – fra stumfilm til streamingtid. Og biografen midt på Bredgade er stadig velbesøgt og i fortsat udvikling.
Biografen, der i dag er en af Danmarks ældste provinsbiografer, blev etableret af malermester Eiler J. Bielefeldt. Han havde stor interesse i spillefilm, og spillede sågar selv på klaveret for at sætte lyd til stumfilmene i de første år. Frem til 1985 blev stedet drevet af familien Bielefeldt, hvorefter en række skiftende ejere og forpagtere tog over. I 2001 måtte den lille lokale biograf lukke – men kun kortvarigt. Foreningen Kinos Venner blev etableret, og siden da har frivillige kræfter holdt liv i biografen.
– Det årlige besøgstal ligger på omkring 15.000 gæster og er nogenlunde status quo. I år har vi indtil videre haft 13.600 gæster, så vi håber på en rekord i år. Biografgængerne kommer både fra nærområdet og fra oplandet, fortæller formand Rikke Madsen.
Publikum tæller både børnefamilier og et voksent publikum fra Brovst, Løkken, Nørhalne, Aabybro og Vadum – mange der foretrækker at køre til Pandrup end til storbyen.
Frivillighed og fællesskab
At drive en biograf i en by af Pandrups størrelse er i sig selv imponerende. Opskriften er enkel: et stærkt korps af loyale og dedikerede frivillige, der sørger for alt fra billetsalg til kaffeduft i foyeren – og ikke mindst et godt produkt.
– Der er gratis parkering lige uden for døren, gratis kaffe, gode billetpriser og billige snacks, siger Rikke M. Madsen, der har været frivillig i kino siden 2008 og formand siden 2018 – i øvrigt kun formand nummer to siden foreningens dannelse i 2001, hvilket vidner om, de frivillige bliver hængende, fordi det er et hyggeligt sted at være en del af.
Rekruttering af frivillige er ingen udfordring. Ifølge formanden skyldes det et godt sammenhold og en fordeling af opgaver, der gør, at ingen bliver overbebyrdet med opgaver. Forventningen er, at man kan tage 2-3 vagter om måneden, men mange tager også gerne en ekstra vagt, når der er mange forestillinger, eller hjælper med noget praktisk, når der er brug for det.
– Jeg anser det ikke som en pligt – jeg elsker at komme herned og få en snak med dem, der skal ind og se film. Det er en god fornemmelse at vide, at vi som frivillige er med til at sikre, at der stadig er en biograf i vores område.

Stærke investeringer og nye tilbud
Bestyrelsen arbejder løbende på at udvikle Kino. Der er investeret betydelige midler i nyt udstyr, og senest er der etableret luksussæder i en del af salen.
– Vores mål er, at det ikke skal være en dårligere opleve at gå i biografen i Pandrup end andre stedet. Vi forsøger hele tiden at opgradere tilbuddet. Vi tilstræber at kunne vise de nye film på premieredagen, og vi viser alle film, som indgår i Biografklub Danmark, fortæller Rikke M. Madsen.
Foreningen forsøger også at tilpasse tilbuddene efter publikums ønsker. Formiddagskino er et populært eksempel.
– Vi oplevede, at særligt ældre gæster ikke kom i biografen, fordi de ikke havde lyst til at skulle ud om aftenen. Derfor har vi fredag formiddag skabt mulighed for at se film og nyde gratis kaffe og kage – og det er virkelig blevet et tilløbsstykke.

Biografen som kulturhus
Pandrup Kino er i dag mere end en biograf, Den danner også ramme om events og fælles oplevelser. Blandt andet samarbejder biografen med Aarhus Universitet om livestreamede naturvidenskabelige foredrag. Og fra tid til anden afholdes lukkede arrangementer for virksomheder, plejehjem, skoler osv.
– Det er et kulturtilbud, som ikke nødvendigvis findes i byer af Pandrups størrelse. Jeg tror, det har betydning for bosætningen. Selvfølgelig skal butikker, skoler og idrætstilbud være der, men jeg er overbevist om, at Pandrup Kino også er et plus, og derfor har stedet stor værdi for Pandrup, siger formanden.
Kino – også i fremtiden
”Film skal opleves i Pandrup Kino” – sådan lyder mottoet hos Pandrup Kino. Og selv om streamingtjenesterne i dag tilbyder film i en lind strøm, er Rikke M. Madsen fortrøstningsfuld.
– Jeg tror på, at Pandrup Kino også findes i fremtiden. Der er noget helt særligt ved at sætte sig ind i mørket, hvor mobilen er på lydløs, og man kan fordybe sig 100 procent i filmen. Det er noget andet end at sidde hjemme i sofaen, hvor man måske bliver forstyrret af en sms eller andet, der river én ud af filmoplevelsen, siger hun.
Det er forholdsvis usædvanligt, at en by af Pandrups størrelse stadig har sin egen aktive biograf — tallene fra Danmarks Statistik viser, at antallet af biografer falder i de mindste bysamfund




