Verdens allerbedste faldskærmsudspringere var samlet i Blokhus for at dyste i disciplinerne klassisk præcision og speed præcisions-spring, da der blev afholdt Blokhus Open i weekenden 16. til 18. juni.
Det var deltagere fra USA, Tyskland, Bosnien, Sverige, Polen, Portugal, Australien og det danske landshold, der konkurrerede om at lave den mest præcise landing på den brede, hvide sandstrand.
Arrangørerne vurderer, at der har været et sted imellem 10- og 20.000 gæster henover 2 dage, da de pga. det perfekte vejr var færdige med konkurrencen 1 dag før planlagt.
Det bedste sted at springe
Det er den regerende danske mester og tidligere verdensmester i klassisk præcisions spring, Torben Glud, der sammen med Varde Faldskærmsklub, Foreningen Blokhus Open samt Erhvervsforeningen Destination Blokhus inviterede springerne til Vesterhavet.
– Blokhus Strand er Verdens bedste sted at springe, og der var helt perfekte vindforhold, fortæller Torben Glud, og det har også været medvirkende til at alt er forløbet helt perfekt.
Racerkøreren Jason Watt var også inviteret til at gennemføre et tandemspring. Han er ambassadør for CoolUnite, som støtter sygdomsramte og udsatte børn. Tanken bag var at skabe opmærksomhed omkring sporten og dernæst at donere en del af overskuddet til velgørenhed.
Jason Watt gennemførte springet.
-Han var nervøs forud for springet, men meget lykkelig bagefter, fortæller Torben Glud.
Danmark er fantastisk
Til konkurrencen var der ca. 55-60 deltagere samt 20-25 hjælpere, og de har været ovenud lykkelige for at være med, fortæller Torben Glud. De har blandt andet været indlogeret på Blokhus Feriecenter, på campingpladser og i sommerhuse. De er generelt begejstrede for Danmark, og er udover den fantastiske faldskærmskonkurrence også imponerede over, at der er så utrolig rent og pænt her. De synes, at danskerne virker mindre stressede end hvor de kommer fra og så glædes de over de mange cykelstier, hvor man kan køre uden fare for at blive kørt ned. Den sidste dag i Blokhus brugte de på at hygge sig på restauranterne eller gå på indkøb.