Personlig beretning fra Blokhus-fotograf
Indlæg fra: Poul Nymark – Foto: Poul Nymark Foto
Siden jeg var 9 år har fotografering været en stor del af mit liv, så da jeg i 2015 stoppede som erhvervsrådgiver i en bank efter næsten 47 års virke, var det ganske naturligt at anlægge en mere professionel vinkel til fotografering.
Jeg har fotograferet alt muligt gennem mit liv. Jeg elsker også at gå i naturen, se farverne og lyset, komponere et billede fra det bedste sted, og trykke på knappen.
Jeg har været i Lille Vildmose flere gange for at fotografere Kongeørn, men aldrig kommet på rigtig tæt hold.
Jeg har på Facebook fulgt den svenske naturfotograf Conny Lundström, som er specialist i fotografering af Kongeørn. Jeg tog kontakt til ham i sommeren 2015, og vi aftalte jeg skulle besøge ham i Kalvträsk, 800 km nord for Stockholm, i begyndelsen af oktober måned.
Conny Lundstrøm har dyrket interessen for Kongeørn siden 1990, så han har en helt enorm viden på området, og så har han flere forskellige fotoskjul ude i den store svenske natur. Ét af disse skjul er specielt indrettet med henblik på fotografering af Kongeørn.
Vel ankommet
Efter ankomst gik jeg tidligt i seng, da jeg skulle op kl. 4:00 næste morgen for at gøre klar til at køre til fotoskjulet. Det er vigtigt, at man ankommer til skjulet medens det er mørkt, da ørnene ikke skal bemærke vores ankomst til skjulet.
Man må heller ikke forlade skjulet inden det er mørkt igen, så i ca. 13 timer blev jeg i det lille skjul, hvor der var plads til 4 fotografer.
Den første dag sad jeg sammen med Conny, og fik mange gode råd. Vi fotograferede ikke løs de første 5 minutter, men gav ørnen ro og tillid til, at det ikke var farligt at sætte sig ved det udsatte foder.
Der er absolut ingen garanti for at se ørn og få skudt billeder. Jeg var heldig, da vi havde ørnebesøg alle tre dage, jeg sad i skjulet. De to første dage var det en 16 år gammel han Kongeørn som besøgte fotoskjulet og på tredjedagen lykkedes det mig endelig af få billeder af den flotte hun Kongeørn på 7 år.
Man bliver lidt overvældet den første gang Kongeørnen kommer ned. Det udlagte foder er placeret ca 15 meter fra fugleskjulet, men når jeg havde et 600mm objektiv foran kameraet, kunne jeg komme ganske tæt på ørnen og lave nogle skønne nærbilleder.
Spændende var det også at se hvordan de andre fugle opførte sig, når Kongeørnen kom ned til foderpladsen. Specielt Skovskaderne og Kragerne var udfordrende, og jeg så flere gange, hvordan de nærmede sig ørnen og bed den i halefjerene. Kongeørnen gjorde udfald mod dem, men de var hurtigt væk fra fareområdet.
Aftenerne gik med billedredigering på en medbragt bærbar, og med ca 500 skud hver dag, var der nok at tage fat på: ”Er de nu blevet som jeg gerne vil have dem? Hvad skal jeg gøre anderledes i morgen?”.
Det blev en særdeles lærerig tur, og selv om jeg snart har fotograferet i en menneskealder, kan man stadig forbedre sig som fotograf ved at træne.
Fakta:
Poul Nymark har offentliggjort nogle af sine billeder på Facebook.com/Nordiske Naturfotografer samt på hjemmesiden nymarks.smugmug.com. På sigt kunne han godt tænke sig at lave en fotoudstilling med nogle af sine billeder i samarbejde med hans kone, billedkunstner Erla Dal Nymarks malerier.